CDIITIANTer XEIRHESAARHLZLAF
og Komponisten Dohnanyi, omtales
af norsk „Morgenbladet“ saaledes:
Dohnanyi har jo allerede i flere
Aar staaet hejt i vort Publikums Junst
som fersterangs Klavervirtuos, og vi
har ogsaa fra Tid til anden paa hans
Koncerter faaet Glimt af hans Evner
som Komponist. Hans Begavelse som
saadan vil man dog ferst gennem Pan¬
tomimen faa det rette Indtryk af, Doh¬
nanyi viser sig her i Besiddelse af en
stor musikalsk Idérigdom og en sieel¬
den Evne til at behandle Orkestret med
Iden fineste Udnytten af hvert enkelt In¬
strument. Hans Musik virker helt mo¬
derne, men paa samme Tid letfattelig,
ofte bygget over indsmigrende og iere¬
faldende Motiver.
Nationaltheatrets Opferelse af Panto¬
mimen har veeret forberedt gennem
leengere Tid. Kapelmester Halvor¬
sen og Fru Gyda Christensen
har i Dresden studeret Iscenesettelsen.
I Forbindelse med Hr. Halvorsen har
Sceneinstrukter Christensen ledet
Indstuderingen. Efter det tyske Forbil¬
lede har Theatret segt at give Forestil¬
lingen et vist stiliseret Preeg. Dragter
og Kulisser er i det veesentlige holdte
alene 1 sort og hvidt, og flere af Ta¬
bleauerne har et neesten Kobber¬
stik - lignende Praeg. Hovedrollerne
udferes af Fru Gyda Chri¬
stensen samt af Herrerne Eide og
ingolf Schanche.
Handlingen er i „Brudesleret“ meget
tragisk: Pierrette elsker Pierrot, men
tvinges til at gifte sig med Harlekin.
Under Brylluppet flygter hun imidler¬
tid til Pierrot, og de bestemmer sig
nu til i Forening at sege Deden. Pièrrot
tommer ufortevet Giftbeegeret og der,
men Modet svigter i det afgorende Oje¬
blik Pierrette, og hun iler tilbage til
Bryllupsfesten. Her har hun selvfelge¬
lig veret savnet, der har veret segt
hejt og lavt efter hende, og Harlekin er
meget vred. Under sit Beseg hos Pier¬
rct har hun mistet sit Brudesler, hun
kan ikke gere Rede fer, hvor det er ble¬
vet af, og Harlekin fatler den frygte¬
ligste Mistanke. Den dede Pierrot viser
sig stadig som Genferd, tilsidst op¬
treder han med Brudesleret i sin
Haand og viger med dette langsomt
tilbage for Pierrette og Harlekin, som
felger efter. I Pantomimens 3. og sid¬
ste Akt er Scenen atter henlagt til
Pierrots Verelse, hvor han endnu lig¬
ger som Lig paa Gulvet, ganske som
da Pierrette forlod Stedet. Hun kom¬
mer nu atter ind sammen med Harle¬
kin, finder sit Brudesler og vil fjerne
sig med det, men Harlekin, som har
faaet Oje paa den dede Pierrot og nu
forstaar Sammenhangen, laaser Pier¬
rette inde med Liget, efter at han har
slabt dette over Gulvet og slynget det
fra sig i en Sofa. I den kommende
Scene voxer Mierrettes Angst og For¬
tvivlelse, indtil hun i Vanvid synker
om ved sin elskedes Fedder og der.
Pantomimens mange beveegede Op¬
trin giver Kunstnerne Anledning til et
sterkt og effektfuldt Spil, og de under¬
stettes heri paa det ypperligste af
Dohnanyis skonne og dramatisk livful¬
de Tonebilleder.
og Komponisten Dohnanyi, omtales
af norsk „Morgenbladet“ saaledes:
Dohnanyi har jo allerede i flere
Aar staaet hejt i vort Publikums Junst
som fersterangs Klavervirtuos, og vi
har ogsaa fra Tid til anden paa hans
Koncerter faaet Glimt af hans Evner
som Komponist. Hans Begavelse som
saadan vil man dog ferst gennem Pan¬
tomimen faa det rette Indtryk af, Doh¬
nanyi viser sig her i Besiddelse af en
stor musikalsk Idérigdom og en sieel¬
den Evne til at behandle Orkestret med
Iden fineste Udnytten af hvert enkelt In¬
strument. Hans Musik virker helt mo¬
derne, men paa samme Tid letfattelig,
ofte bygget over indsmigrende og iere¬
faldende Motiver.
Nationaltheatrets Opferelse af Panto¬
mimen har veeret forberedt gennem
leengere Tid. Kapelmester Halvor¬
sen og Fru Gyda Christensen
har i Dresden studeret Iscenesettelsen.
I Forbindelse med Hr. Halvorsen har
Sceneinstrukter Christensen ledet
Indstuderingen. Efter det tyske Forbil¬
lede har Theatret segt at give Forestil¬
lingen et vist stiliseret Preeg. Dragter
og Kulisser er i det veesentlige holdte
alene 1 sort og hvidt, og flere af Ta¬
bleauerne har et neesten Kobber¬
stik - lignende Praeg. Hovedrollerne
udferes af Fru Gyda Chri¬
stensen samt af Herrerne Eide og
ingolf Schanche.
Handlingen er i „Brudesleret“ meget
tragisk: Pierrette elsker Pierrot, men
tvinges til at gifte sig med Harlekin.
Under Brylluppet flygter hun imidler¬
tid til Pierrot, og de bestemmer sig
nu til i Forening at sege Deden. Pièrrot
tommer ufortevet Giftbeegeret og der,
men Modet svigter i det afgorende Oje¬
blik Pierrette, og hun iler tilbage til
Bryllupsfesten. Her har hun selvfelge¬
lig veret savnet, der har veret segt
hejt og lavt efter hende, og Harlekin er
meget vred. Under sit Beseg hos Pier¬
rct har hun mistet sit Brudesler, hun
kan ikke gere Rede fer, hvor det er ble¬
vet af, og Harlekin fatler den frygte¬
ligste Mistanke. Den dede Pierrot viser
sig stadig som Genferd, tilsidst op¬
treder han med Brudesleret i sin
Haand og viger med dette langsomt
tilbage for Pierrette og Harlekin, som
felger efter. I Pantomimens 3. og sid¬
ste Akt er Scenen atter henlagt til
Pierrots Verelse, hvor han endnu lig¬
ger som Lig paa Gulvet, ganske som
da Pierrette forlod Stedet. Hun kom¬
mer nu atter ind sammen med Harle¬
kin, finder sit Brudesler og vil fjerne
sig med det, men Harlekin, som har
faaet Oje paa den dede Pierrot og nu
forstaar Sammenhangen, laaser Pier¬
rette inde med Liget, efter at han har
slabt dette over Gulvet og slynget det
fra sig i en Sofa. I den kommende
Scene voxer Mierrettes Angst og For¬
tvivlelse, indtil hun i Vanvid synker
om ved sin elskedes Fedder og der.
Pantomimens mange beveegede Op¬
trin giver Kunstnerne Anledning til et
sterkt og effektfuldt Spil, og de under¬
stettes heri paa det ypperligste af
Dohnanyis skonne og dramatisk livful¬
de Tonebilleder.