5
Liebelei
box 13/6
eene enene
Hans Weising.
Man kun valse til Melodien tit1 Et andet Sporgsmaal er jo, onr
„Glade Jul’ — og man kan altsaa og-man ber gore det.
Schnitzlers „Liebelei“ er et Styk¬
saa lave Schnitzlers „Elskovsleg“,
ke, der viser Bagsiden af den galante
som gamle Kobenhavnere husker fra
og letfeerdige Elskovslegs Medalje:
Folketeatrets Fremferelse i 97, om til
den Omgang „Svarmeri“, som Det ngjden unge, flotte Lojtnant, der leger
Teater prasenterede i Gaar . .. man Lmed Elskoven, meder en skenne Daz
kan i det hele taget saa meget.
seiv den virkelige Karlighed, — og
Isaa havner Fortiden sig og kaster sin
merke Skygge ind over den Drem
om Lykke, som han og den gamle
Violinist Weirings yndige Datter
Christine lige var begyndt at drem¬
me
Et af hans galante Eventyr med¬
ferer en Duel — og han falder
Elskovslegen er blevet besk Alvor.
Dette er et dramatisk Motiv.. men
en Operettelibretto? Nej — erlig talt:
nej. Man maa aldrig ane Dybsindig¬
heder eller Problemspekulationer i en
Operette — det strider mod hele Ope¬
rettens inderste Vesen. Derfor blev
Forestillinger paa Det ny Teater i
Gaar — „Elslovsleg' omlavet af Os¬
car Strauss til Operetten „Svermeri“
— kun et Teaterstykke, hvis natur¬
lige Handling blev afbrudt af indlag¬
te Operettetrin og Sange. At disse
Optrin var sat flot op, og at der en¬
delig var en virkelig Sangstemme til
det berende Hovedparti kunde ikke
helt dakke over denne indre Kon¬
struktionsfejl i selve Verket. Den
indlagte Operette-Wienerstemning,
der frembragtes af Valsetoner og Sce¬
nerier fra en Krohave i Grinzing og
lignende velkendte Effekter virkede
lige saa paaklistret som de rede
Flejlsstrimler, man i Syden ofte fin¬
der det for godt at hange over gam¬
le, skenne Marmorsojler for at gere
det „festligt“.
Else Jarlbak havde sin ferste store
Rolle som Christine. Mon vi ikke 1
Aftes saa det ferste Glimt af den nye
Operetteprimadonna, som vi har ven¬
tet paa? Hun ser godt ud, har Ung¬
dom og har Stemme. Dels paa Grund
af Nervesitet og dels paa Grund af
selve Rollens Art virkede hun i Aftes
lidt stillestasende, men stillet overfor
sterre og bedre Opgaver vil Eise
Jarlbak sikkert — efter det at dem¬
me, hun preesterede i Aftes — kunne
hevde en fremtidig Plads i ferste
Plan blandt vore unge Scenekunst¬
nere. Der er det rette Stof i hende.
Aftenens store sceniske Oplevelse
var Holger Reenbergs Spil som den
gamle Violinist. Det var helt igen¬
inem Schnitzler og ikke Spor af Ope¬
rette. Men fint, helt igennem Kunst.
Erling Schroeder var den elskovs¬
legende Lejtnant — lidt for stiv i
Strukturen til Formaalet, men kon at
skue i sin funklende Uniform. Ogsaa
han har jo Stemme. Aftenen gav
yderligere Lejlighed til at fastslaa,
it Clara Östes kvikke Replik og ind-I
tagende Nesvished har Publikums¬
tekke, og at Toni Bau selv i en lille
Rolle forstaar at gere sig geldende
— samt at Gorma Haraldsted har en
god Scenechance i det stramtandede
Rollefag. Teatret havde gjort sit bed¬
ste og sat meget ind paa Forestil¬
S. P. F.
lingen.
Liebelei
box 13/6
eene enene
Hans Weising.
Man kun valse til Melodien tit1 Et andet Sporgsmaal er jo, onr
„Glade Jul’ — og man kan altsaa og-man ber gore det.
Schnitzlers „Liebelei“ er et Styk¬
saa lave Schnitzlers „Elskovsleg“,
ke, der viser Bagsiden af den galante
som gamle Kobenhavnere husker fra
og letfeerdige Elskovslegs Medalje:
Folketeatrets Fremferelse i 97, om til
den Omgang „Svarmeri“, som Det ngjden unge, flotte Lojtnant, der leger
Teater prasenterede i Gaar . .. man Lmed Elskoven, meder en skenne Daz
kan i det hele taget saa meget.
seiv den virkelige Karlighed, — og
Isaa havner Fortiden sig og kaster sin
merke Skygge ind over den Drem
om Lykke, som han og den gamle
Violinist Weirings yndige Datter
Christine lige var begyndt at drem¬
me
Et af hans galante Eventyr med¬
ferer en Duel — og han falder
Elskovslegen er blevet besk Alvor.
Dette er et dramatisk Motiv.. men
en Operettelibretto? Nej — erlig talt:
nej. Man maa aldrig ane Dybsindig¬
heder eller Problemspekulationer i en
Operette — det strider mod hele Ope¬
rettens inderste Vesen. Derfor blev
Forestillinger paa Det ny Teater i
Gaar — „Elslovsleg' omlavet af Os¬
car Strauss til Operetten „Svermeri“
— kun et Teaterstykke, hvis natur¬
lige Handling blev afbrudt af indlag¬
te Operettetrin og Sange. At disse
Optrin var sat flot op, og at der en¬
delig var en virkelig Sangstemme til
det berende Hovedparti kunde ikke
helt dakke over denne indre Kon¬
struktionsfejl i selve Verket. Den
indlagte Operette-Wienerstemning,
der frembragtes af Valsetoner og Sce¬
nerier fra en Krohave i Grinzing og
lignende velkendte Effekter virkede
lige saa paaklistret som de rede
Flejlsstrimler, man i Syden ofte fin¬
der det for godt at hange over gam¬
le, skenne Marmorsojler for at gere
det „festligt“.
Else Jarlbak havde sin ferste store
Rolle som Christine. Mon vi ikke 1
Aftes saa det ferste Glimt af den nye
Operetteprimadonna, som vi har ven¬
tet paa? Hun ser godt ud, har Ung¬
dom og har Stemme. Dels paa Grund
af Nervesitet og dels paa Grund af
selve Rollens Art virkede hun i Aftes
lidt stillestasende, men stillet overfor
sterre og bedre Opgaver vil Eise
Jarlbak sikkert — efter det at dem¬
me, hun preesterede i Aftes — kunne
hevde en fremtidig Plads i ferste
Plan blandt vore unge Scenekunst¬
nere. Der er det rette Stof i hende.
Aftenens store sceniske Oplevelse
var Holger Reenbergs Spil som den
gamle Violinist. Det var helt igen¬
inem Schnitzler og ikke Spor af Ope¬
rette. Men fint, helt igennem Kunst.
Erling Schroeder var den elskovs¬
legende Lejtnant — lidt for stiv i
Strukturen til Formaalet, men kon at
skue i sin funklende Uniform. Ogsaa
han har jo Stemme. Aftenen gav
yderligere Lejlighed til at fastslaa,
it Clara Östes kvikke Replik og ind-I
tagende Nesvished har Publikums¬
tekke, og at Toni Bau selv i en lille
Rolle forstaar at gere sig geldende
— samt at Gorma Haraldsted har en
god Scenechance i det stramtandede
Rollefag. Teatret havde gjort sit bed¬
ste og sat meget ind paa Forestil¬
S. P. F.
lingen.