box 32/5
26 1 Kondedie der Norte zyklus
Wien, I., Soliec. —.
Dolk. Stcas
Resehent
23. 1.0
Det kongelise Teater.
Schnitzler: Ordenes Komedie. (For¬
Arthur
EEke.)
Erkendelsens Time. Een Akt. Oversat al
Mareus Kalckar.
Den store Scene. Een Akt. Oversat af Pou!
Nielsen.
Seesonen har veeret saa mager, at
Echnitzlers to Smaastykker maa kaldes
Tidsspilde. Den elegante og koligtesen¬
timentale og extrasec mousserende Wie¬
lede en hojst fornojelig Lystspilfigur og
ner har sin Interesse, men ikke under saa
vakte med Grund en Strem af Latter.
smal en Rationering. Navnlig da Det kgl.
Schnitzler er ganske vist giftigere. Han
Teater nu efterhaanden har svaert ved at
forlanger, at Skuespilleren skal spille saa
treffe netop den Verdens-Tone.
eegte, at vi rieddes og griber i vor egen
„Erkendelsens Time“ giver den alvor¬
Barm (ogsaa vi, der ikke er Skuespillere,
ligere Schnitzler. En Etsning i Sort og
men dog undertiden spiller Komedie).
redlig grant. Der sidder Fru Klara, der
Det er imidlertid saa subtilt, at forlange
lige har set sin Datter flyvc af Reden, og
netop den Skarphed i Skildringen.
gor op med sin mangeaarige Tilbeder Pro¬
Fru Bloch udferte Fruen med en Blan¬
fessor Ormin, netop som han skal drage
ding af Skepsis og haables Forelskelse og
bort til Pest og Krig. Nej, hun har aldrig
Harme, der i sin raske Naturlighed gav
villet vere hans, fordi hun har elsket ham
Oprejsning for det mindre lykkede ferste
for hojt til at blive et Numer i hans Sam¬
Stykke. Hr. Neiiendam var Teaterdirek¬
ling, mens han vilde varre bleven hendes
teren, som har en hel Del af Forf.s egen
Skabne. For hun horer til i sit Hjem og
Spot og Vid at aflevere. Han var spe¬
hos sin Mand. Javist, hun tilslaar del, hun
gende og elskveerdig, hvor Schnitzler er¬
har en Gang i sin Ensembedsfolelse ind¬
ram og kynisk.
ladt sig i ei kortvarigt Forhold til en an¬
Chr. G.
den Mand, hvem hun gav hans Livs ene¬
ste Glede. Men det betod saa lidt for
hende. Saa reiste Professoren sorgmodigl.
Hendes Mand kommer til hende. Ja,
nu kan hun gaa. For ti Aar siden opdagede
han hendes Forrederi. I li lange Aar har
han ventet paa denne Stund. Og da hun
jamrer: Men dette er jo umuligt. har
de ikke elsket hinanden siden, varret lyk¬
kelige siden! Lykke — Karlighed, haan¬
ler han: Nej, for ham var det alt andet!
Og han slynger disse Aars Nag mod hen.
de: Netop det, at det var hans allid mis¬
undte Medbeiler, Professor Ormin..
Professoren? udbryder hun studsende.
Med det samme har hun Hanen for hans
Iryn: Ja,ham elskede jeg. Han var mit
Livs Lykke og Indhold. C edens Man¬
den nu forsonende forseger al siaa Be#
imellem dem, afviser hun ham. „De skal
ikke vente paa mig med Theen,“siger nun
til Pigen. „Jeg kommer sent hjem.“
Kommer hun hjem eller ikke hjem?
spurgte Teatret interesseret. Der er
vist ikke Haab om det.
Frn Bloch spillede Fruen. Det er Synd,
aten Skuespillerinde af hen les Talent an¬
vendes saa sjeldent. Derfor bliver der lngl
alt for megen Vegt paa saadan en enkelt
Rolle. Men alligevel: Den lykkedes ikke.
Alt for megen Begeedelighed med denne
noget hangende Mund. cm Fruen under¬