26.2. Das Bacchusfest
box 32/10
8
—
som Egtemanden, som er Digter nok
til at ane, hvad der er sket, fer det er
udtalt, og til at vise, at det er intet og
ber vere intet, ikke andet eller mere
end den Elskovsnat, Enhver ved der
antike Bacchusfest havde Lov til a
epleve i fremmede Arme, og som Da
gen derpaa skulde vere glemt. Mo
ralen er den lidt trivielle —: Egte
skabsbrud — Benbrud — smaa heen
delige Uheld, videre! — Er man Ver
densmand, eller er man det ikke
Aanden og Kunsten i en saadan Ba
gatel ligger helt og holdent i Dialoger
som til Gengald virkelig er mesterli
og blaendende.
Stykket blev udmerket spillet
Albrecht Schmidt som Egtemande
Clara Pontoppidan som Hustruen
dage Schmidt som Elskeren. Seerl
sidstnevntes Preestation var sikker
morsom, og Samspillet var udmark
afstemt — kun en Grad 7or diskret¬
Schnitzler kalder Stykket en Komed
— Elskeren maa gerne vere lidt Dor
pap og Egtemanden gerne have me
Tempo, det er jo dog hans digteris
Ordstrem, der lammer de andre
kort sagt, samtlige Farver maa ger
meettes lidt mere. Men det vil n#
komme avtomatisk.
Ligger Meningen 1 Bacchusfest
bestandig bag Ordene, saa ter m.
nok sige, at Intet forbliver uudtalt
Man kan, kvad man vil, og krever d
ferste Stykke intimt Kammerspil, ##
er det andet til Gengeld lutter K
styme, Maske og Ageren. De sede
Hemmeligheder hvisles og hvent
„afsides“ ud over Lamperekken
der voldsomme Gestus. Man heher
blot at vide, at det er bearbejdet „ef
det Franske“ (hvilket vil sige efter
to Ligegyldigheder Ancelots og Cos
berousses Stykke) ved Elverheis Fé
fatter i samme Aar, hvor han ovd
satte Farinelli — for at vide Genre
Det gamle Lystspil er jo for evr#
saa velkendt fra tidligere Opferelse
at der ikke er nogen Grund til at ges#
give dets Indhold, det vil desuden ver
re Synd at rebe det for dem, der 1##
kender det — for det skal netop nyds
saa dampende naivt, som det er. S
er jo ikke moderne Skuespilleres sta
ke Side, Realismen har spoleret de
for de fleste af dem, og der manglei
lidt Stil 1 Aftes. Men Eyvind Joha
Svendsen havde det rette troskyldi¬
d’Artagnan-Sving over den ildful
Leitnant, der vinder Hertuginde
Haand og Hjerte trods alle Vanskeli
heder, og Clara Pontoppidan klare
naturligvis Barnekongen Carl II (Al
na Larssens gamle Rolle) med Br.
E
vour.
box 32/10
8
—
som Egtemanden, som er Digter nok
til at ane, hvad der er sket, fer det er
udtalt, og til at vise, at det er intet og
ber vere intet, ikke andet eller mere
end den Elskovsnat, Enhver ved der
antike Bacchusfest havde Lov til a
epleve i fremmede Arme, og som Da
gen derpaa skulde vere glemt. Mo
ralen er den lidt trivielle —: Egte
skabsbrud — Benbrud — smaa heen
delige Uheld, videre! — Er man Ver
densmand, eller er man det ikke
Aanden og Kunsten i en saadan Ba
gatel ligger helt og holdent i Dialoger
som til Gengald virkelig er mesterli
og blaendende.
Stykket blev udmerket spillet
Albrecht Schmidt som Egtemande
Clara Pontoppidan som Hustruen
dage Schmidt som Elskeren. Seerl
sidstnevntes Preestation var sikker
morsom, og Samspillet var udmark
afstemt — kun en Grad 7or diskret¬
Schnitzler kalder Stykket en Komed
— Elskeren maa gerne vere lidt Dor
pap og Egtemanden gerne have me
Tempo, det er jo dog hans digteris
Ordstrem, der lammer de andre
kort sagt, samtlige Farver maa ger
meettes lidt mere. Men det vil n#
komme avtomatisk.
Ligger Meningen 1 Bacchusfest
bestandig bag Ordene, saa ter m.
nok sige, at Intet forbliver uudtalt
Man kan, kvad man vil, og krever d
ferste Stykke intimt Kammerspil, ##
er det andet til Gengeld lutter K
styme, Maske og Ageren. De sede
Hemmeligheder hvisles og hvent
„afsides“ ud over Lamperekken
der voldsomme Gestus. Man heher
blot at vide, at det er bearbejdet „ef
det Franske“ (hvilket vil sige efter
to Ligegyldigheder Ancelots og Cos
berousses Stykke) ved Elverheis Fé
fatter i samme Aar, hvor han ovd
satte Farinelli — for at vide Genre
Det gamle Lystspil er jo for evr#
saa velkendt fra tidligere Opferelse
at der ikke er nogen Grund til at ges#
give dets Indhold, det vil desuden ver
re Synd at rebe det for dem, der 1##
kender det — for det skal netop nyds
saa dampende naivt, som det er. S
er jo ikke moderne Skuespilleres sta
ke Side, Realismen har spoleret de
for de fleste af dem, og der manglei
lidt Stil 1 Aftes. Men Eyvind Joha
Svendsen havde det rette troskyldi¬
d’Artagnan-Sving over den ildful
Leitnant, der vinder Hertuginde
Haand og Hjerte trods alle Vanskeli
heder, og Clara Pontoppidan klare
naturligvis Barnekongen Carl II (Al
na Larssens gamle Rolle) med Br.
E
vour.