est
26.2. Das
box 32/10
Aage Schmidt som Elskeren. Serl
sidstnavntes Prestation var sikker
morsom, og Samspillet var udmark
afstemt — kun en Grad 7or diskret
Schnitzler kalder Stykket en Komen
— Elskeren maa gerne vere lidt Dor
pap og Egtemanden gerne have me
Tempo, det er jo dog hans digteris
Ordstrem, der lammer de andre
kort sagt, samtlige Farver maa ger
meettes lidt mere. Men det vil n
komme avtomatisk.
Ligger Meningen i Bacchusfest
bestandig bag Ordene, saa ter m
nok sige, at Intet forbliver uudtalt
Man kan, huad man vil, og kraver C
ferste Stykke intimt Kammerspil, s
er det andet til Gengeld lutter E
styme, Maske og Ageren. De sede
Hemmeligheder hvisles og hves
nafsides“ ud over Lamperekken
der voldsomme Gestus. Maz heher
blot at vide, at det er bearbejdet „ef
det Franske“ (hvilket vil sige efter
to Ligegyldigheder Ancelots og Co
berousses Stykke) ved Elverheis Fo¬
fatter i samme Aar, hvor han ove
satte Farinells — for at vide Genre¬
Det gamle Lystspil er jo for evri
saa velkendt fra tidligere Opferelse.
at der ikke er nogen Grund til at gei#
give dets Indhold, det vil desuden ver
ze Synd at rebe det for dem, der ikl
kender det — for det skal netop nyd¬
saa dampende naivt, som det er. S
er jo ikke moderne Skuespilleres sta
ko Side, Realismen har epoleret d.
for de fleste af dem, og der mangle
Hdt Stil i Aftes. Men Eyvind Joha
Svendsen havde det rette troskyldi
d’Artagnan-Sving over den ildful
Leitnant, der vinder Hertuginde
Haand og Hjerte trods alle Vanskeliß
heder, og Clara Pontoppidan klaret
naturligvis Barnekongen Carl II (A#
na Larssens gamle Rolle) med Bri
vour.
Naar kommer Farinelli — nar
De tre Musketerer? Dansk Teater bi
finder sig tilsyneladende i vild Fluf
bort fra vor egen Virkelighed. Mé
det er ikke Tider til at gaa i Rette mé#
Teaterlederne. Og heist sandsyuliß
fuldbyrdes blot ad den umaadelig
Omvej, som markeres af det gamle R#
pertoire, den Reteatralisation af T¬
tret, som er saa indlysende natuf
og nedvendig efter de sidste Aartié
stillestaaende Mumle-, Hviske¬
Konversationsstykker.
Publikum morede sig fortreffeli
under hele Forestillingen, og Aften“
#attede med mange Fremkaldelse
S. B.
Sagsanlag mod Rytter
26.2. Das
box 32/10
Aage Schmidt som Elskeren. Serl
sidstnavntes Prestation var sikker
morsom, og Samspillet var udmark
afstemt — kun en Grad 7or diskret
Schnitzler kalder Stykket en Komen
— Elskeren maa gerne vere lidt Dor
pap og Egtemanden gerne have me
Tempo, det er jo dog hans digteris
Ordstrem, der lammer de andre
kort sagt, samtlige Farver maa ger
meettes lidt mere. Men det vil n
komme avtomatisk.
Ligger Meningen i Bacchusfest
bestandig bag Ordene, saa ter m
nok sige, at Intet forbliver uudtalt
Man kan, huad man vil, og kraver C
ferste Stykke intimt Kammerspil, s
er det andet til Gengeld lutter E
styme, Maske og Ageren. De sede
Hemmeligheder hvisles og hves
nafsides“ ud over Lamperekken
der voldsomme Gestus. Maz heher
blot at vide, at det er bearbejdet „ef
det Franske“ (hvilket vil sige efter
to Ligegyldigheder Ancelots og Co
berousses Stykke) ved Elverheis Fo¬
fatter i samme Aar, hvor han ove
satte Farinells — for at vide Genre¬
Det gamle Lystspil er jo for evri
saa velkendt fra tidligere Opferelse.
at der ikke er nogen Grund til at gei#
give dets Indhold, det vil desuden ver
ze Synd at rebe det for dem, der ikl
kender det — for det skal netop nyd¬
saa dampende naivt, som det er. S
er jo ikke moderne Skuespilleres sta
ko Side, Realismen har epoleret d.
for de fleste af dem, og der mangle
Hdt Stil i Aftes. Men Eyvind Joha
Svendsen havde det rette troskyldi
d’Artagnan-Sving over den ildful
Leitnant, der vinder Hertuginde
Haand og Hjerte trods alle Vanskeliß
heder, og Clara Pontoppidan klaret
naturligvis Barnekongen Carl II (A#
na Larssens gamle Rolle) med Bri
vour.
Naar kommer Farinelli — nar
De tre Musketerer? Dansk Teater bi
finder sig tilsyneladende i vild Fluf
bort fra vor egen Virkelighed. Mé
det er ikke Tider til at gaa i Rette mé#
Teaterlederne. Og heist sandsyuliß
fuldbyrdes blot ad den umaadelig
Omvej, som markeres af det gamle R#
pertoire, den Reteatralisation af T¬
tret, som er saa indlysende natuf
og nedvendig efter de sidste Aartié
stillestaaende Mumle-, Hviske¬
Konversationsstykker.
Publikum morede sig fortreffeli
under hele Forestillingen, og Aften“
#attede med mange Fremkaldelse
S. B.
Sagsanlag mod Rytter