A1IC Mänder Rinchere.
— Storslase
love
eudersen
##nsen!
Shap-shot.
Et merke'igt Til¬
feelde.
Professor L. Brandes
0g
Professor Bernhardi.
Ved Scenisk Samfunds nylige
Opferelse af Arthur Schnitzlers
[Professor Bernhardi lerte
det kebenhaynske Teaterpublikum
at kende dette europeisk berömiß
Skuespil, hvis Problem har gi#
Anledning til saa megen Diskis¬
sion mellem Laeger , og Estetikere.
Skuespillet handler om den be¬
kendte Leege Professor Bernhardi,
paa hvis Hospitalsafdeling en Pa¬
tient ligger for Doden. Preesten
bliver tilkaldt for at give den De¬
ende Sakramentet og indfinder sig,
men bliver tilbagevist af Professor
Bernhardi, der mener, at Preestens
Tilsynekomst vil forurolige den
Syge. Berettigelsen eller Ikke-Be¬
rettigelsen af dette Skridt fra Pro¬
fessorens Side er det Problem, som
reises i Skuespillet, yderligere poin¬
teret ved, at Ar
itzler har
aet- ere Pre
blemet har jo sat en Mangde Pen¬
ne i Bevagelse
I disse Dage er der udkommet
paa Gyldendalske Boghandels For¬
lag, som et Led i de af Jul. Clau¬
sen og P. Fr. Rist udgivne Memoi¬
rer og Breve, nogle Erindringer af
Enkepastorinde Ida Johnsen, k.
Jessen, en af de ferste Kvinder,
som brod Vejen til rationel kvin¬
delig Sygepleje. Paa Trods af sin
Families Protest havde hun ofret
sig for Sygeplejegerningen mellem
Samfundets Stakler, og det var lyk¬
kedes hende at faa Anseettelse paa
Almindeligt Hospital under Pro¬
fessor L. Brandes. Her blev hun
syg af Overanstrengelse, og da
hendes Tilstand var saadan, at et¬
hvert Haab maatte betragtes som
udelukket, bad hun om, at Pastor
Frimodt (Lederen af den koben¬
haynske Kirkelig Forening for in¬
dre Mission) maatte blive tilkaldt
for at give hende Sakramentet.
Og nu forefaldt der et Optrin,
der paa den maerkveerdigste Maade
falder sammen med det Problem,
Isom Arthur Schnitzler har taget
TTT
som ikke siden min Faders Dod.
At netop De kunde sige det, som
jeg har talt saa'meget med, forstod
jeg ikke. De véd, hvor hele min
Siel hanger ved min Nation og
dens Religion; De maatte vide, at
det var som Laege og Menneske, at
jeg maatte stette mig derimod..
Manuskriptet var en Henvendel¬
se i Eventyrform, skrevet med den
fine Begavelse, der var egen for
ham og hans Familie.
—Den Gang slutter Pastor-
inde Ida Johnsen — gik det op for
mig, at ingen anden Nation i Men¬
neskeheden har kunnet frembringe
Kristusskikkelsen end netop Jode¬
Colket.
— Storslase
love
eudersen
##nsen!
Shap-shot.
Et merke'igt Til¬
feelde.
Professor L. Brandes
0g
Professor Bernhardi.
Ved Scenisk Samfunds nylige
Opferelse af Arthur Schnitzlers
[Professor Bernhardi lerte
det kebenhaynske Teaterpublikum
at kende dette europeisk berömiß
Skuespil, hvis Problem har gi#
Anledning til saa megen Diskis¬
sion mellem Laeger , og Estetikere.
Skuespillet handler om den be¬
kendte Leege Professor Bernhardi,
paa hvis Hospitalsafdeling en Pa¬
tient ligger for Doden. Preesten
bliver tilkaldt for at give den De¬
ende Sakramentet og indfinder sig,
men bliver tilbagevist af Professor
Bernhardi, der mener, at Preestens
Tilsynekomst vil forurolige den
Syge. Berettigelsen eller Ikke-Be¬
rettigelsen af dette Skridt fra Pro¬
fessorens Side er det Problem, som
reises i Skuespillet, yderligere poin¬
teret ved, at Ar
itzler har
aet- ere Pre
blemet har jo sat en Mangde Pen¬
ne i Bevagelse
I disse Dage er der udkommet
paa Gyldendalske Boghandels For¬
lag, som et Led i de af Jul. Clau¬
sen og P. Fr. Rist udgivne Memoi¬
rer og Breve, nogle Erindringer af
Enkepastorinde Ida Johnsen, k.
Jessen, en af de ferste Kvinder,
som brod Vejen til rationel kvin¬
delig Sygepleje. Paa Trods af sin
Families Protest havde hun ofret
sig for Sygeplejegerningen mellem
Samfundets Stakler, og det var lyk¬
kedes hende at faa Anseettelse paa
Almindeligt Hospital under Pro¬
fessor L. Brandes. Her blev hun
syg af Overanstrengelse, og da
hendes Tilstand var saadan, at et¬
hvert Haab maatte betragtes som
udelukket, bad hun om, at Pastor
Frimodt (Lederen af den koben¬
haynske Kirkelig Forening for in¬
dre Mission) maatte blive tilkaldt
for at give hende Sakramentet.
Og nu forefaldt der et Optrin,
der paa den maerkveerdigste Maade
falder sammen med det Problem,
Isom Arthur Schnitzler har taget
TTT
som ikke siden min Faders Dod.
At netop De kunde sige det, som
jeg har talt saa'meget med, forstod
jeg ikke. De véd, hvor hele min
Siel hanger ved min Nation og
dens Religion; De maatte vide, at
det var som Laege og Menneske, at
jeg maatte stette mig derimod..
Manuskriptet var en Henvendel¬
se i Eventyrform, skrevet med den
fine Begavelse, der var egen for
ham og hans Familie.
—Den Gang slutter Pastor-
inde Ida Johnsen — gik det op for
mig, at ingen anden Nation i Men¬
neskeheden har kunnet frembringe
Kristusskikkelsen end netop Jode¬
Colket.