tomme og det daarlige, med en vittig
Replik lagger hau et forsonende Skjar
over det tragiste — man ler og finder,
at Livet i Grunden er saare morsomt.
Ligefrem og ukunstlet, uden Spor
af Affektion fortaller Schnitzler Hi¬
storien om Charmeuren Fredrik Hof¬
reiters ulykkelige Wgteskab. Han elsker
ikke langere sin Kone, hun elsker ikke
langere ham, og hvad det egentlig er,
som endnu holder dem sammen, ved
de neppe selv, — det er mest Sam¬
fundsforholdene og Tanken paa Son¬
nen. Han lagger ikke overfor sin
Hustru Skjul paa, at han er hende
utro, og man forstaar, at i hans Liv
kjeeder det ene Forhold sig til det an¬
det i naturlig Rakkefolge. Da er det,
at hans Hustrus Folelsesliv, som har
ligget brak i det ulykkelige Agteskab,
begynder at faa Impulser udenfra.
En Trang til Kjarlighed dukker op i
hende, forst svagt og ubevidst, i en
Tilbsielighed for en ung Pianist, som
for hendes Skyld tager sig afdage,
senere bevidst og med et bestemt Krav
paa Livsnydelse i et Forhold til en
ung Marineloitnant.
Dette er det, som bringer hendes
Mand ud af Ligevagt. Han, som selv
paa samme Tid elsker en ung Dame,
hans Kones Veninde, og som ikke elster
sin Kone, han oprores over dette.
Hvorfor? Fordi han er Mand, ikke
en Dot, fordi det, som Georg Brandes
saa treffende har kaldt hans Besidder¬
forfengelighed opirres over Hustruens
Optraden; og saa skyder hau Hustruens
Elsker i en Duel. Men naar Skuddet
er faldt, er han ogsa) feerdig med sin
Kone og med den Kvinde, han igrun¬
den har elsket dybest af alle, den unge
Erna Wahl, som holt og frit har hen¬
givet sig til ham, — har er fardig
med alt, — kun et blir tüdage: hans
Son.
Opgaven at legemliggjore Fredrik
Hofreiters sammensatte Personlighed var
igaar lagt paa Hr. Halvard Hoffs
unge Skuldre. Det var ingen let Op¬
gave at lose og omend Hr. Hoff ive¬
rede et godt, undertiden ligetil nd¬
merket Spil, saa magtede han dog iste
at give et helstobt Billede af denne
Skikkelse. Bedst Udtryk fandt han for
Hofreiters dybe Kjeerlighed til Erna
Wahl og for den underlige resignerende
Stenming, som griber ham esterat Skud¬
det er faldt i sidste Akt.
Hans Hustru spilledes af Froken
Doris Johannesen som i de
forste Akter led under en syulig Nervo¬
sitet. Kanske var dette Aarsagen til,
at hendes Spil i disse Akter virkede
noget unaturlig paa Tilfknerne og at
Billedet af den resignerende og dog
livslystne Kvinde forekom en noget ud¬
vistet. J sidste Akt derimod fandt
Skuespillerinden et gribende og sandt