hende, forst svagt og ubevidst, i en
Tilbvielighed for en ung Pianist, som
sor hendes Skyld tager sig afdage,
senere bevidst og med et bestemt Krav
paa Livsnydelse i et Forhold til en
ung Marineloitnant.
Dette er det, som bringer hendes
Mand ud af Ligevagt. Han, som selv
paa samme Tid elsker en ung Dame,
hans Kones Veninde, og som ilke eister
sin Kone, han oprores over dette.
Hvorfor? Fordi han er Mand, ikke
en Dot, fordi det, som Georg Brandes
saa treffende har kaldt hans Besidder¬
forfengelighed opirres over Hustruens
Optreden; og saa skyder hau Hustruens
Elsker i en Duel. Men naar Skuddet
er faldt, er han ogsag ferdig med sin
Kone og med den Kvinde, han igrun¬
den har eisket dybest af alle, den unge
Erna Wahl, som holt og frit har hen¬
givet sig til ham, — har er fierdig
med alt, — kun et blir tilbage: hans
Son.
Opgaven at legemliggjore Fredrik
Hofreiters sammensatte Personlighed var
igaar lagt paa Hr. Halvard Hoffs
unge Skuldre. Det var ingen let Op¬
gave at lose og omend Hr. Hoff leve¬
rede et godt, undertiden ligetil ub¬
merket Spil, saa magtede han dog itke
at give et helstobt Billede af denne
Skikkelse. Bedst Udtryk fandt han for
Hofreiters dybe Kjeerlighed til Erna
Wahl og for den underlige resignerende
Stenming, som griber ham efterat Skud¬
det er faldt i sidste Akt.
Hans Hustru spilledes af Froken
Doris Johannesen som i de
forste Akter led under en syulig Nervo¬
sitet. Kanske var dette Aarsagen til,
at hendes Spil i disse Akter virkede
noget unaturlig paa Tilsknerne og at
Billedet af den resignerende og dog
livslystne Kvinde forekom en noget ud¬
vistet. J sidste Akt derimod fandt
Skuespillerinden et gribende og sandt
Udtryk for Sorgen over den dode
Elfker.
Frk. Ella Stray spillede den
purunge, filosoferende og tennisspillende
Erna Wahl, der gribes af den mag¬
tige Lidenskab til Fredrik Hofreiter.
Hun saa udmerket ud, men havde ikke
faget rigtig Tag paa sin Rolle. For
de dybe og eedle Folelser, som bevaeger
denne Kvinde, fandt hun kun svage
Udtryk.
Som Hofreiters Ven, Dr. Mauer,
der bliver haablust forelsket i Erna,
spillede Hr. Hauge fint og sympathist
og Fru Ivarson fandt gode Udtryk
for den fraskilte Hustrus store Moder¬
harlighed.
Om Hovedpersonerne har Forfat¬