box 27/
22. Der junge Medardus
ana
S
WRM
s af hinanden, er interessan-Imen har bevaret Respekt for hende,viegelse, Dialogens Liv og Naturlig.
Sjele-Elementerne er hos er varieret i Dr. von Aigners Person.hed, ogsaa naar den giver noget at
rledes blandede, end man er]Ogsaa om ham flokkes Krinderne somftanke over, er store Fortrin. Digte¬
Fugle om et Fyrtaarnsblus; ogsaaren staar ikke ved Siden af Handlin¬
it se det.
andlige Hovedperson er ual-han er trods Letsind inderst indegen med nogen Pegepind; saa klart
tungsindig; men han er anderledes be-Jalt er, der er ikke nogen overdreven
udrustet med Forstand,
Tydelighed. Zu har her ikke sjal.
hersket.
Erobrelyst og Nydelsesdrift,
dent A ledning til at sporge sig:
sesles, ikke uridderlig, men
Hans fraskilte Hustru har den
sidderforfangelighed inderst
stille, overlegne Verdighed i Vesen, Hvorfor siger han nu det? Meuer han
I, der kan gere ham raa og
som ikke er sjelden hos eldre, ud.det eller vil han gere den anden tryg?
osv. Men alt opklarer sig for den op¬
sperat. Hans Hustru Genia,
merkede Skuespillerinder.
Imarksomme Leser eller Tilskuer
ypperst udferte Kvinde¬
Bifigurerne har med faa ligegyl¬
uden den Anstrengelse, Ibsen under¬
er uden netop at viere ge¬
dige Undtagelser hver sin lererige
tiden kraver, og Handlingen er slyn¬
egte og fin, saa forbeholden
Ejendommelighed: en Bankier, hvis
get med overlegen teknisk Dygtighed
at hun virker som det, ma
Klogt, glatte Veesen og Lumskhed er
under en uafbrudt Stigen af Spen¬
kalde et heiere Vesen. Hun
givet med faa Streger; en Digter, hvis
ding trods de humoristiske Sceners
gst trukket sig tilbage fra
Plathed og Selvtilfredshed bliver en
Hvilestunder.
og han har teoretisk ind¬
Kilde til Nydelse for Tilskueren; en
ende hendes Frihed. glager
T en af Schnitzlers tidligere Ko¬
Turist, hvis Klagesyge og Forsog pua
ller ikke med nogen Erotik:
medier Das Zwischenspiel fra 1906 er
ar imponere ved Opbiesthed er af den
drives dog of sin terre
der adskilligt, der tager sig ud som
fineste Latterlighed.
atil nu og da, ved paafal¬
Forarbejde tis Das weite Land. Ogsaa
Og saa er der tilbage det enestejj dette Stykke er Hovedpersonerne to
standigheder, at krydsforho¬
nbrudte, hele Menneske i dette Gallerl, loverlegne Mennesker, der i Grunden
peide hende, saa han tilsidst,
den unge, livsterstige Pige Erna, der eisker hinanden, men mellem hrem en
Barbari, i Duel nedskyder
Mand, hos hrem hun en kortmodig, besluttet, frigjort, sietter alt [Fremmedhed har indsneget sig, og
r sogt Trest. Der afsleresj paa ét Kort, og — i denne Verden afsom en Tid lang, hver for sig, feler
Stykkets Slutning i ham et Individer, som vil Et og ger et Andet,
sig draget andetstedshen. Kun at
han nappe selv anede i sig.)vil ét idag, noget andet imorgen — Dialogen imellem dem, der her strek¬
vildere, brutalere og meremed Nodvendighed taber.
ker sig over Snese af Sider, minder
Der er ikke mindre end en Snes llevende om den subtile Debat af Hjer¬
Skikkelse: En Charmeur, Personer; men de samler og gruppe-tets Hemmeligheder, den Elskovska¬
tilfredsstillet af sin Hustru,irer sig let. Diktionens utrungne Be-Isuistik, som flder Marivaux's Koma¬
dier. I dette Stykke forekommer og¬
sna ferste Gang et Menneskepar, der
genfindes i Das weite Land, Digteren
Albertus Rhon og hans lille beundren¬
de, noget ubetydelige Frue. Men me¬
dens Rhon i det eldre Stykke er Ho-K
vredpersonens nare, forstandige Ven,
omtrent hvad Dr. Mauer er i det nyeg
Skuespil, og medens han der som Dig¬
ter er duelig Psykolog og et ganske
rittigt Menneske, ja saaledes formet,
#t man i ham snarest maa formode en
skemtsomt henkastet Selvskitse af
Schnitzler, er i Das weite Lund Dig¬
teren Rhon trods sit gode Hoved ko¬
misk, ved Taktleshed, Selvoptagethed,
Egenkeerlighed grundkomisk, og hans
lille Fru Marie er bleven en Gaas, ko¬
misk ogsaa hun ved en Forlibthed 1
Gemalen, der endog 1 andre Menne¬
skers Nierverelse nappe kan styrei##
elg.
En Sammenligning mellem Das
Zwischenspiel og Das weite Land vi¬
ser, hrilken Lobebane Schnitzler 1
blot fem Aar har tilbagelagt, og giver
En den fulde Fslelse af det Mester¬
skab, han nu har naaet.
Georg Brandes.
22. Der junge Medardus
ana
S
WRM
s af hinanden, er interessan-Imen har bevaret Respekt for hende,viegelse, Dialogens Liv og Naturlig.
Sjele-Elementerne er hos er varieret i Dr. von Aigners Person.hed, ogsaa naar den giver noget at
rledes blandede, end man er]Ogsaa om ham flokkes Krinderne somftanke over, er store Fortrin. Digte¬
Fugle om et Fyrtaarnsblus; ogsaaren staar ikke ved Siden af Handlin¬
it se det.
andlige Hovedperson er ual-han er trods Letsind inderst indegen med nogen Pegepind; saa klart
tungsindig; men han er anderledes be-Jalt er, der er ikke nogen overdreven
udrustet med Forstand,
Tydelighed. Zu har her ikke sjal.
hersket.
Erobrelyst og Nydelsesdrift,
dent A ledning til at sporge sig:
sesles, ikke uridderlig, men
Hans fraskilte Hustru har den
sidderforfangelighed inderst
stille, overlegne Verdighed i Vesen, Hvorfor siger han nu det? Meuer han
I, der kan gere ham raa og
som ikke er sjelden hos eldre, ud.det eller vil han gere den anden tryg?
osv. Men alt opklarer sig for den op¬
sperat. Hans Hustru Genia,
merkede Skuespillerinder.
Imarksomme Leser eller Tilskuer
ypperst udferte Kvinde¬
Bifigurerne har med faa ligegyl¬
uden den Anstrengelse, Ibsen under¬
er uden netop at viere ge¬
dige Undtagelser hver sin lererige
tiden kraver, og Handlingen er slyn¬
egte og fin, saa forbeholden
Ejendommelighed: en Bankier, hvis
get med overlegen teknisk Dygtighed
at hun virker som det, ma
Klogt, glatte Veesen og Lumskhed er
under en uafbrudt Stigen af Spen¬
kalde et heiere Vesen. Hun
givet med faa Streger; en Digter, hvis
ding trods de humoristiske Sceners
gst trukket sig tilbage fra
Plathed og Selvtilfredshed bliver en
Hvilestunder.
og han har teoretisk ind¬
Kilde til Nydelse for Tilskueren; en
ende hendes Frihed. glager
T en af Schnitzlers tidligere Ko¬
Turist, hvis Klagesyge og Forsog pua
ller ikke med nogen Erotik:
medier Das Zwischenspiel fra 1906 er
ar imponere ved Opbiesthed er af den
drives dog of sin terre
der adskilligt, der tager sig ud som
fineste Latterlighed.
atil nu og da, ved paafal¬
Forarbejde tis Das weite Land. Ogsaa
Og saa er der tilbage det enestejj dette Stykke er Hovedpersonerne to
standigheder, at krydsforho¬
nbrudte, hele Menneske i dette Gallerl, loverlegne Mennesker, der i Grunden
peide hende, saa han tilsidst,
den unge, livsterstige Pige Erna, der eisker hinanden, men mellem hrem en
Barbari, i Duel nedskyder
Mand, hos hrem hun en kortmodig, besluttet, frigjort, sietter alt [Fremmedhed har indsneget sig, og
r sogt Trest. Der afsleresj paa ét Kort, og — i denne Verden afsom en Tid lang, hver for sig, feler
Stykkets Slutning i ham et Individer, som vil Et og ger et Andet,
sig draget andetstedshen. Kun at
han nappe selv anede i sig.)vil ét idag, noget andet imorgen — Dialogen imellem dem, der her strek¬
vildere, brutalere og meremed Nodvendighed taber.
ker sig over Snese af Sider, minder
Der er ikke mindre end en Snes llevende om den subtile Debat af Hjer¬
Skikkelse: En Charmeur, Personer; men de samler og gruppe-tets Hemmeligheder, den Elskovska¬
tilfredsstillet af sin Hustru,irer sig let. Diktionens utrungne Be-Isuistik, som flder Marivaux's Koma¬
dier. I dette Stykke forekommer og¬
sna ferste Gang et Menneskepar, der
genfindes i Das weite Land, Digteren
Albertus Rhon og hans lille beundren¬
de, noget ubetydelige Frue. Men me¬
dens Rhon i det eldre Stykke er Ho-K
vredpersonens nare, forstandige Ven,
omtrent hvad Dr. Mauer er i det nyeg
Skuespil, og medens han der som Dig¬
ter er duelig Psykolog og et ganske
rittigt Menneske, ja saaledes formet,
#t man i ham snarest maa formode en
skemtsomt henkastet Selvskitse af
Schnitzler, er i Das weite Lund Dig¬
teren Rhon trods sit gode Hoved ko¬
misk, ved Taktleshed, Selvoptagethed,
Egenkeerlighed grundkomisk, og hans
lille Fru Marie er bleven en Gaas, ko¬
misk ogsaa hun ved en Forlibthed 1
Gemalen, der endog 1 andre Menne¬
skers Nierverelse nappe kan styrei##
elg.
En Sammenligning mellem Das
Zwischenspiel og Das weite Land vi¬
ser, hrilken Lobebane Schnitzler 1
blot fem Aar har tilbagelagt, og giver
En den fulde Fslelse af det Mester¬
skab, han nu har naaet.
Georg Brandes.