20. Zwischenspiel box 25/2
Hustru. Han indstuderer Philines Parti
i „Mignon“ med en ung, smuk Grev¬
T inde, der skal optriede i Rollen, og
som selv er et stort Stykke af en ko¬
ket og livsglad Philine, og da han og
hans Hustru har lovet hinanden frem¬
lor alt at vere sande lige overfor hin¬
anden, fortaller han Cecilie, at han
ikke eisker hende lengere. Om lov¬
formelig Skilsmisse skal der dog ikke
vere Tale, det vilde jo wiere urigtigt
for deres lille Sons Skyl de skal leve
sammen som Venner og gode Kamme¬
rater. Hver al dem ekal have sin ful¬
de Frihed. Amadeus trester sig oven
i Kobet med, at hans Hustru er be¬
gyndt med at „flirtere“ med en ung,
elskveerdig Fyrste. Denne „Flirt“ er
dog kun rent overfladisk, Ceecilie el¬
sker stadig sin Mand, men hun er for
stolt til at ville sige ham dette, og hun
reiser saa til Berlin, hvor hun er en¬
gageret lil et Gestespil, medens Man¬
den bliver alene tilbage.
De salige Dage med Grevinde Phi¬
line varer dog ikke ret leenge. Det
var kun en kort Kaprice, og en merk
Efteraarsdag venter Komponisten glad
paa, at hans kire, gode Hustru skal
komme tilbage. Hun kommer da ogeaa,
men nu er hun blevet en hel anden.
1Den kyske, stolte Kvinde, der aldrig
lor Alvor havde kunnet tenke paa at!
tilhore en anden end sin Agtefalle, er
nu i Verdensbyen, hvor hun har fejret
saa store Triumfer, og hvor der er
blevet gjort saa stierkt Kur til hende,
blevet ganske anderledes modtagelig for
Mandenes Hyldest. Hun har dog ikke
seget den agteskabelige Troskab, men
hun eisker ikke mere Amadeus som
#lor. Til Gengald bliver han optandt
#al Lidenskab til den ekenne Kvinde,
der nu vender saa forvandlet tilbage.
Nogle faa korte Timer bliver bun hans,
men saa siger hun ham lige saa aabent
Sandbeden, som han for nogen Tid si¬
den sagde hende. Hun kan ikke mere
leve ved hans Side som hans Hustru.
Et -Egtestab med „Intermezzo'er“ vilde
vere hende modbydeligt. Hun vil fore¬
lobig vende tilbage til Berlin, og han
skal gaa ud paa en Koncerttournée, der
skal strikke sig over et Aars Tid.
Intet formaar at rokke hendes Beslut¬
ning, selv ikke Agtemandens Raseri
og Skinsyge, idet han vil udfordre den
unge Fyrste, der kommer for at bede
ham om Tilladelse til at fere hans Hu¬
stru til Alleret. Cecilie troster dog
Manden, ligesom Ibsens Nora trester
Helmer, med, at det „vidunderlige“ en
Gang kan komme, men indtil da maa
de skilles.
En original Bifigur er Digteren
Albertus, Forfatierens Representant,
Egleparrets Ven, der saa gerne vilde
dramatisere dette gteskabs Roman og
sporger sig selv, om det vil lykkes
hamat faa Folk til at forstaa dette
Egteskab paa de halvtredje Time,
Theatret vil give ham Randighed over.
Anmelderen i „Berliner Tageblatt“
bemerker treffande: „Mellem to Men¬
nesker, der sidder stille ved deres Ka¬
min og ser hinanden ind i Ojnene,
ken der foregaa interessantere Optrin,
end der kan forefalde ved en Tyre¬
begtning eller en Elefantjagt. Sjelens
elementere Magter behover ingen Pi¬
stoler eller Dolke for at levere hin¬
anden Slag. Men