11
Reigen
tter, et Mestervark, om hvilket
s. „Frankfurter Zeitung“ skrei
ets Fremkomst: „Lucians He
mtaler er bekendte og beromte.
nitzlers „Reigen“ har vi noge
de, en Konslivets Psykologi, de
enhjertighed og aandelig Frihed
ogsaa i kunstnerisk Finhed kan
sig med Lucian“ — den gre¬
Pofist, som skabte den satiriskt
K og paa dette Felt naaede er
em blandende Virtuositet og so¬
hmer forunderligt moderne den
Dag.
leigen“ er netop satiriske Dialo
krevet med et artistisk Raffine¬
uden hvilket enhver af de #
hler vilde lobe Risiko for at for
s i Retning af det laskive. Der
hele Samlingen nappe kunne
ges et eneste udelikat, plat eller
Edeligt Ord. Schnitzlers floyls
Sprog undgaar enhver Raahed.
bevager hele hans omfattende
tterskab sig nasten udelukkende
S' Sfire: men hans Erotik blivel
smagles: Ingen eier ei. hojere
let Sans for, hvad der ber vare
icenda; han kender og anvendei
ningens Kunst, om fornedent ve¬
af Figenblads-Tankestreger.
box 18/3
nue at skamme sig, og
d##er ikke sikkert, at det nogen Sinde bli¬
F. 0.
ver nedvendigt!
Som Josef Körner skriver i sin anse¬
ige Monografi „Arthur Schnitzlers
Gestalten und Probleme: „De has¬
lige Sider af Livet sküdrer han ikke
gerne.“ Og hvor han, som i „Reigen“,
undtagelsesvis indferer en Prostitue¬
ret, herer hun lige saa naturligt med
„Koden som hver af de andre Del¬
tagere i Runddansen. Man feler
sterkt, at Forfatteren ingenlunde blo
er en Tilskuer til denne Danseleg, men
en Gennemskuer.
Ingen Digter har udvist et storre
Maadehold med Hensyn til fuldbragt
Arbeide end Schnitzler med „Reigen“.
Da han i Vinteren 1896—97 havde
skrevet de ti Komedietter, lod han
dem trykke som Manuskript og send¬
e Bogen til sine nermeste Venner
med en kort Fortale, i hvilken han
som oplyst i Moderne Weil’'s store
Schnitzler-Hiefte i Anledning af Dig¬
erens 60 Aars Fodselsdag (Maj 1922,
bl. a. udtalte, at disse „Sceners
Vardi efter hans Opfattelse laa „i
noget andet end deri, at deres Ind¬
hold efter de geldende Begreber syn¬
es at forbyde Offentliggorelsen“ Og
det har han tusinde Gange Ret i, til¬
fojer denne interessante Oplrsnings
Hjemmelsmand: „Kunsten er ifelge
Brondbyves
sit Vesen — ligesom Naturen
verken moralsk eller umoralsk; den
er amoralsk. Eller som Oscar Wilde
udtrykker den samme Tanke: „Thert
is no such thing as a moral or an
immoral book. Books are well written,
or badly written. That is all.“
Tiderne blev andre; „Reigen“ ud¬
kom offentligt, blev „Sesonens Bog
og fik en Pikanteri-Sukces; men, son
bl. a. „Münchener Neueste Nachrich¬
ten“ sagde: „Det er ikke noget at
dadle Digteren, men Publikum for.
Samtalernes kunstneriske Kvalite
ar intet at gore med den Opsigt, de
vekker.“ I 1921 udkom der en
wiensk Luksusudgave (begranset til
3000 numererede Eksemplarer) med
Illustrationer efter Raderinger al
Stefan Eggeler, hvis Billeder unagte¬
igt gaar et Skridt videre end Teksten
Jeg har for evrigt Schnitzlers egnt
Ord for, at „die Bilder nur zum ge¬
ringeren Teil gelungen sind“; de
skriver han i et Brev (af 4. Januar
1923); og det har jo nogen Interesse
i denne Sammenhang.
Saa kom den Tid, da „Reigen“
endog naaede frem i Rampelyset. „Dei
har ikke, veeret Schnitzlers Mening,
det skulde opferes, erklerer Ce.
Vmit:
Arthur Jensen
0
triumferende. Dette er jo en ganske
perfie Fremstilling. Det siger sig selv,
it Forfatteren ikke havde tenkt sig
Muligheden af en Opferelse, da han
or over 25 Aar siden skrev sine Dia¬
loger, naar han ikke on Gang ud¬
sendte dem som en almen tilgengelig
Bog; men deraf fremgaar jo aldeles
intet om Schnitzlers Syn paa Opfe¬
relsen af „Reigen, da Tiden var mo¬
den. Man tanke sig en inkarneret
Dramatiker, hvis halve Liv nar veret
Teatret, svare den Direktion, der vil
spille et af hans Arbeider: Nej, for
det var ikke Meningen, da jeg skrey
det.
Jeg besogte Digteren (1922), just 1
den Periode, da „Reigen“ (under den
hoit vurderede Alfred Bernaus Direk¬
tion) gik paa Wiens „Kammerspiele“
ude i Rotenturmgasse. Schnifzler var
selv ikke helt tilfreds med Udferelsen,
efter hvad han over for mig udtalte,
men havde selvfelgelig vieret i aller¬
heieste Grad interesseret i at se, hvor¬
edes selv disse lest sangenkedede
Scener udfoldede, sig og levede i Ram¬
pens magiske Sker. Samtidig rasede
der en epidenitsk „Reigen“-Rabies, der
trede sig i, at „Stykket“ spilledes paa
et Utal af tyske Scener, hvad der skaf¬