11
Reigen
box 18/3
„NETE
paa Betty Nansen-Teatret.
Man ber ferst og fremmest slaa fast, al
naar det er lykkedes at gennemfere Opfe¬
reisen af Arthur Schnitzlers „Reigen“, saa
betyder det ikke, at Friheden har sejret
over Censuren. Og naar man paa Troc
af Protester og Vanskeligheder endelig
iaftes fik disse ti Dialoger at se paa Sce¬
nen, saa betyder det ikke, at vi her i Dan¬
mark har gjort Fremskridt, at nye dri
stige Idéer endelig har faaet Lov til at ud¬
folde sig paa Trods af Merkemands Bag¬
strab.
Det betyder derimod, at ogsaa Censuren
er blevet et Offer for den almindelige Be¬
grebsforvirning; og det beiyder, at man
kan drive litterter Humbug i ubegrenset
Maalestok, at Kunsten i og for sig er en
stakkels Landflygtig, hvis Navn og Skik¬
kelse ingen kender. Naar en Doktor
Litteraturen kan devovere sit gode Navn
for at sige god for disse erotiske Ungdoms
bagateller i. Kunstens hellige Navn, saa be¬
tyder det, at vi er kommet ud i en Orken
hvor ingen synes at kunne finde Vej, al
man har glemt Kunstens Idé og Formaal.
Der var ingen Anledning til at beskef¬
tige sig med Arthur Schnitzlers Ungdoms¬
dialoger, hvis denne Teateraften ikke var
gjort til en Sag. „Reigen“ er en ung Dig
ters spegefulde Forseg paa at skildre det,
som ikke kan skildres, og sige det i Re¬
pliker, som ikke kan udtales paa Scenen.
Der ligger ingensomhelst Alvor bag, og
den ung Schnitzler, som skrev disse flyg
tige Bagateller, vilde vistnok have veret
den ferste, som havde slaaet en Haanlatter
op, hvis larde Litteraturfolk havde loddet
migtige Dybder 1 disse Ungdommelig.
heder. Store Mand bliver ikke allid ster¬
re, naar de bliver beromte og forkelede,
og hvis Arthur Schnitzler nu paa sine
teldre Dage tager dem hejtideligt, som
legger Visdom og Dybsind ind 1 „Reigen“.
saa er han en stakkels gammel Digier
som har glemt at kunne smile ad sig selv.
Naar det overhovedet har veeret mu¬
ligt at faa „Reigen“ opfort og faa gjort
Opferelsen til en Sensation, saa kommer
det ogsaa deraf, at der er saa mange
Efternelere fra forrige Aarhundrede,
som endnu keemper for Frihed, fri Tan¬
ke, fri Karlighed, Frisind, og i den gro
veste Naturalisme og den dybeste Pessi¬
misme fremdeles skuer Frihedens sande
Morgenrede. Men de er Efternelere, og
de har ikke set, at Verden er helt ander¬
ledes end fer, at Tiden er rullet over
dem, og at alt maa blive nyt.
Vistnok vil Kunsten krave Frihed,
men en helt ny Slags Frihed — Frihed
til at forlade gamle Dogmer, Frihed til
Drem, Frihed til Tro, Frihed til at flyve

bort mod sterre Horisonter.
Man harde vel ventet Skandale ves
Opforelsen iafles, og dermed havde den
forenskede Sukces maaske veret op¬
naact. Men det gik besynderligt til ude i
Frederiksberg Allé. Publikum satte sig i
Tavshed. Publikums ubegribelige In¬
stinkt havde opfattet Situationen, og der
var daarligt Humer paa Tilskuerpladsen,
ngen Forventning, intet Liv.
Teppet gik op, og Hr. Arne Ole David
fremsagde den lille, korte Indledning
som skulde overbevise Publikum om, ab
disse Situationer havde et moralsk For¬
maal og var en Digters Veerk. Det vird
kede forstemmende. Og det ter siges
at ingen felte sig overbevist, hverken
under Foredraget eller under Forestillin
gen. Lidt fornermede opfattede Folk#
selv som Indbyggere i Kverkeby, der
paa Torhaand blev advarede og belarter
om, at de skulde tage sig i Agt or vere
artige.
Der blev ingen Anledning til at tagze
ud
Spanskreret frem. De ti Dialoger
spilledes under forholdsvis Tavshed.
enkelt Flojte provede at skabe Stemnin
elter forste Billede, men efterhaanden
hensank man i dyb Melankolis
Hvis det er rigtigt, hvad en Avis laft
meddelte, har Arthur Schnitzler telegra¬
feret og protesteret imod, at man havde
forandret i hans Tekst, En snn heitidelig
Protest ver unedvendig. Det gjorde hver:
ken fra eller til for Opfattelsen af det
kunstneriske 1 „Reigen“, at man virkelig
havde streget lidt af de dristige Situatio¬
ner. Der var nok tilbage. Nok til atvisc,
at dette har ikke det allerfjerneste med
Teater at gere, at denne „Reigen“ som
engang var en ung Forfatters mühtre
Indfald paa Teatret, kun bliver tügen
langstrakt Pornografi med ganske enkelte
Lyspunkter. Rampens Lys virker füld¬
kommen drabende paa den Vnde## som
er til Stede i Dialogen, og de muntreilnd¬
fald og kaade Repliker klasker sammen
i Plumphed.
Mere er der 1 Grunden fkke at sige om
denne Teateraften. At tale om Iscene
stettelsen og Udferelsen vil veere ganske
meningsles. Thi Iscenesetter og Shme¬
spillere havde jo kun haft til Formaalat
ndviske Pointerne og bortviske og for¬
flygtige Dramaets Idé. Saaledes modar¬
beidede de altsaa det, de egentlig var sat
tilat forsvare. Overfor en saa paradoksal
Skuespilkunst mita den teaterkyndige
stikkke Piben ind.
Publikum stod sig bedst, lod sig ikke
besneere, men forlod gabende Teatret.
Julius Magnussen.