box 16/5
10. Das Vernaechtnis
Telephen .5#.
„
„UDSERTER
I. Seterr. behördl. konz. Unternehmen für Zeitunga-Ausschaltnn
Wien, I., Concordiaplats 4.
Vertretungen
i Berlin, Basel, Budapest, Chicago, Cleveland, Christiante.
n, Kopenhagen, London, Madrid, Meiland, Minneapolts,
u-Vork, Parta, Rom, San Francisco, Stocktein, 8t Petese¬
burg, Toronto.
Guelensngebe eum Geuc
Ausschnitt aus
esetes dptkalest
n
Be
horlens Ceater.
I Aftes: „I Dodens Stund“
(„Hans sidste Vilje").
Der var kun folgt lidt til „Den frie Sce¬
ne“s Tournéforestilling i Aftes. Men den
wienste Forfatter Arthup Shnitzlers
Skespil er ogsaa megek krist og tungt og bit¬
tert, og det er ikke noget for Folk i den lyse,
om end ikke milde Maj. I forste Akt for¬
ulykker en ung Mand ved at styrte med Hesten
paa en Ridetur, og hans sidste Bon til hans
Foraeldre og Soskende er, at Familien skal
antage sig den Kvinde, med hvem han har
levet i frit Forhold, og den lille Dreng, som
er Frugten af denne Forbindelse. I de fol¬
gende Akter ser man, hvorledes Familien op¬
fylder denne Forpligtelse. I anden Akt dor
ogsaa Barnet, og derefter bliver man i sidste
Akt Vidne til, hvorledes Familien, tilskyndet
af en hjeertelos Svigerson in spe, vil frigore
sig for den stakkels Kvinde, som nu netop
trangte til dobbelt Trost, og derved driver
hende til selv at soge Doden. Kun Husets
Datter har Hjeertet paa det rette Sted, og da
hun horer Sammenhangen, bryder hun med
sin usympatetiske Forlovede. I Behandlin¬
gen af disse morke Amner har Forfatteren
nedlagt megen sand og bitter Menneskeskil¬
dring, megen dyb Menneskekundskab. Skue¬
spillet er umiskendeligt en Digters Verk, og¬
Replikernes Ord har dagligdags Virkeligheds¬
klang.
### begynde med syntes det Spil, der
# dystre Stykke ydedes af denne neesten
tendte Skuespillerstab, for fleres Vedkom¬
mende noget dilettantisk. Men adstillige vok¬
sede med Dramaet og ydede god og eegte Kunst.
Som den statkels Kvinde mindede Fru El¬
len Rassow med sit sorte Haar og sine ve¬
modige Zine om et adelt Maleri, hvis Titel
kunde have varet „Sorgen“; hendes Ydre og
Spil havde sorovrigt Lighedspunkter med
Anna Larssens. Ogsaa Hr. Axel Strom
10. Das Vernaechtnis
Telephen .5#.
„
„UDSERTER
I. Seterr. behördl. konz. Unternehmen für Zeitunga-Ausschaltnn
Wien, I., Concordiaplats 4.
Vertretungen
i Berlin, Basel, Budapest, Chicago, Cleveland, Christiante.
n, Kopenhagen, London, Madrid, Meiland, Minneapolts,
u-Vork, Parta, Rom, San Francisco, Stocktein, 8t Petese¬
burg, Toronto.
Guelensngebe eum Geuc
Ausschnitt aus
esetes dptkalest
n
Be
horlens Ceater.
I Aftes: „I Dodens Stund“
(„Hans sidste Vilje").
Der var kun folgt lidt til „Den frie Sce¬
ne“s Tournéforestilling i Aftes. Men den
wienste Forfatter Arthup Shnitzlers
Skespil er ogsaa megek krist og tungt og bit¬
tert, og det er ikke noget for Folk i den lyse,
om end ikke milde Maj. I forste Akt for¬
ulykker en ung Mand ved at styrte med Hesten
paa en Ridetur, og hans sidste Bon til hans
Foraeldre og Soskende er, at Familien skal
antage sig den Kvinde, med hvem han har
levet i frit Forhold, og den lille Dreng, som
er Frugten af denne Forbindelse. I de fol¬
gende Akter ser man, hvorledes Familien op¬
fylder denne Forpligtelse. I anden Akt dor
ogsaa Barnet, og derefter bliver man i sidste
Akt Vidne til, hvorledes Familien, tilskyndet
af en hjeertelos Svigerson in spe, vil frigore
sig for den stakkels Kvinde, som nu netop
trangte til dobbelt Trost, og derved driver
hende til selv at soge Doden. Kun Husets
Datter har Hjeertet paa det rette Sted, og da
hun horer Sammenhangen, bryder hun med
sin usympatetiske Forlovede. I Behandlin¬
gen af disse morke Amner har Forfatteren
nedlagt megen sand og bitter Menneskeskil¬
dring, megen dyb Menneskekundskab. Skue¬
spillet er umiskendeligt en Digters Verk, og¬
Replikernes Ord har dagligdags Virkeligheds¬
klang.
### begynde med syntes det Spil, der
# dystre Stykke ydedes af denne neesten
tendte Skuespillerstab, for fleres Vedkom¬
mende noget dilettantisk. Men adstillige vok¬
sede med Dramaet og ydede god og eegte Kunst.
Som den statkels Kvinde mindede Fru El¬
len Rassow med sit sorte Haar og sine ve¬
modige Zine om et adelt Maleri, hvis Titel
kunde have varet „Sorgen“; hendes Ydre og
Spil havde sorovrigt Lighedspunkter med
Anna Larssens. Ogsaa Hr. Axel Strom