Liebele
5. box 11/3
ger hun at komme til hans Grav og
hun vil der ud, men ikke for at
bede.
Vi danske holder af at udtrykke
os jcevnt, og Moralen, der leeses i
„Elskovsleg“, er den gamle Trivi¬
alitet, at man skal ikke lege med
Ilden. Er man saa heldig som Fritz
Lobheimers Ven og Christines Ven¬
inde at kunne tage Legen som en
Leg, at kunne betragte hinanden
gensidig som „Fre'wild“ — for at
bruge et Schnitzlersk Udtryk — da
sker der jo tilsyneladende ikke syn¬
derlig Skade; Ilden bliver til mere
eller mindre fornsjeligt Fyrveerkeri,
og naar Slutningsbombens Guld¬
regn er forbi, staar Folelsernes Mol¬
lehjul tomme, som de var det til¬
forn; maaske dog mere og mere
afsoedne i Kanterne for til sidst at
ende som Optcendingsbrende hos
en Strompencever Binder.
Men hvor Folelseslivet er steerkt
og sundt og har noget af den Ild
sig, der aldrig flukkes, der skal
man tage sig varlig i Agt.
For saa vidt er der altsaa en
meget god borgerlig Moral i „El¬
skovsleg“, og det byder Lejlighed
for dyalige Kunstnere til at spille
paa Stemningernes forskelligste
Strange.
Det lille udvalgte Selskab fra
Dagmarteatret, der i Aftes spillede
„Elskovsleg“, spillede utviolsomt
udmerket korrekt Komedie, alt det
ydre var i fuldstendig Orden, og
dog blev Publikum ikke revet med
skulde rives med. Det maa vel
altsaa veere de indre Midler, det
har skortet noget paa. Hr. Wieth
og Fru Rostrup kom vel naermest
til det, de skulde veere, men det var
je ogsaa kun udvendige paa deres
Bis skikkelige unge Mennesker, de
skulde fremstille, og det skal siges,
at Fru Rostrup havde faaet en over¬
ordentlig koik og munter Figur ud
af Mizi Schlager, med alle de Ma¬
nerer og Kroporidninger, et saadant
Pigebarn kan tankes at lagge sig
efter. I sidste Akt lykkedes det for
Hr. Wieth at faa et rigtig Greb i
sin Rolles flade Karakter ved den
Maade, hvorpaa han ynkedes over
sig selv og sine egne Sindsbeva¬
gelser.
Manglen af dette Skuespilkun¬
stens indre „Jeg ved ikke hvad“ —
Gnisten, Sjelen, hvad man nu vil
kalde det, mag vel altsaa vare at
soge netop hos de to, hvor det
skulde have veeret, hos Fru Anna
Larssen og Hr. Adam Poulsen.
e
9