Liebe
5.— ei box 11/3
et Livsbillede fra en stor By, af
Livet, som det kan forme sig, og som
det kan leves. En Hverdagshistorie
om Kerlighedslykke og Karligheds¬
sorg. Om Elskov, som Moder Natur
har skenket Jordens Skabninger den,
uden Snorkler og Paahang, uden
Vedtagt og Moral. En Hekatombe
til den store Eros. „To Mennesker“.
som Stefan Sinding har mejslet
dem i Marmoret, flammende Liden¬
skab adlet af Hengivelsens Inderlig¬
hed, to Menneskesjeele, der drages
mod hinanden og er sig selv nok¬
En Historie om Elskov, der begynder
som Leg, men ender med mork og
dyb Alvor.
Og Tourneen havde indfattet
Juvelen, saadan som den fortjente
det, og som kun ypperlig Kunst
evner det. Ingen herhjemme staar
over Anna Larssen som Kunstner¬
inde, saa ved Siden af hende.
Den store Lidenskab og den stille
Resignation skildrer hun lige fuld¬
endt. Alle Sindsstemninger spejler
sig i hendes Beveegelser, hendes
Stemme evner den fineste Nuance¬
ring og det voldsomste Sjeelsopror,
hendes Ojne tolker Gleedens stor¬
mende Henrykkelse og Fortvivlelsens
haablose Selvopgivelse. Hun lige¬
som berer Fred og Lykke med sig
ind i det fattige Hjem, hvor hun
viser den Elskede omkring med Be¬
siddelsens Tryghed i Hjeertet. Den
jeevne Samtale mellem dem om
dagligdags Ting faar Tilskueren
til at glemme, han er i
Theatret, denne tillidsfulde Hen¬
givelse til Ojeblikkets Lykke griber
ikke mindre end den stere Drene
med Dodsbudskabet, da Fendes
kvindelige Stolthed reiser sig, og
hendes Kerlighed heevder sin Ret.
Hr. Adam Poulsen og Hr.
Carlo Wieth stod godt ved
hendes Side, men Interessen var
samlet hovedsagentlig om Fru
Larssen og vedblev at veere det
Aftenen igennem. Hr. Wieth eren
meget sympathetisk Skuespiller og
bor komplimenteres navulig for sidste
Akt, da han bringer Efterretningen
om Vennens Dod.
Fru Oda Rostrup spillede mor¬
somt som den erfarne Expeditrice,
men forsimplede dog vistnok Rollen,
lidt mere, end Forfatteren har teenkt
sig den.
Forestillingen sluttede med Frem¬
kaldelse af Tourneen. Publikum var
betaget, og mange smukke Kvinde¬
ejne blanke af Taarer, der havde
listet sia frem.
B. M.
5.— ei box 11/3
et Livsbillede fra en stor By, af
Livet, som det kan forme sig, og som
det kan leves. En Hverdagshistorie
om Kerlighedslykke og Karligheds¬
sorg. Om Elskov, som Moder Natur
har skenket Jordens Skabninger den,
uden Snorkler og Paahang, uden
Vedtagt og Moral. En Hekatombe
til den store Eros. „To Mennesker“.
som Stefan Sinding har mejslet
dem i Marmoret, flammende Liden¬
skab adlet af Hengivelsens Inderlig¬
hed, to Menneskesjeele, der drages
mod hinanden og er sig selv nok¬
En Historie om Elskov, der begynder
som Leg, men ender med mork og
dyb Alvor.
Og Tourneen havde indfattet
Juvelen, saadan som den fortjente
det, og som kun ypperlig Kunst
evner det. Ingen herhjemme staar
over Anna Larssen som Kunstner¬
inde, saa ved Siden af hende.
Den store Lidenskab og den stille
Resignation skildrer hun lige fuld¬
endt. Alle Sindsstemninger spejler
sig i hendes Beveegelser, hendes
Stemme evner den fineste Nuance¬
ring og det voldsomste Sjeelsopror,
hendes Ojne tolker Gleedens stor¬
mende Henrykkelse og Fortvivlelsens
haablose Selvopgivelse. Hun lige¬
som berer Fred og Lykke med sig
ind i det fattige Hjem, hvor hun
viser den Elskede omkring med Be¬
siddelsens Tryghed i Hjeertet. Den
jeevne Samtale mellem dem om
dagligdags Ting faar Tilskueren
til at glemme, han er i
Theatret, denne tillidsfulde Hen¬
givelse til Ojeblikkets Lykke griber
ikke mindre end den stere Drene
med Dodsbudskabet, da Fendes
kvindelige Stolthed reiser sig, og
hendes Kerlighed heevder sin Ret.
Hr. Adam Poulsen og Hr.
Carlo Wieth stod godt ved
hendes Side, men Interessen var
samlet hovedsagentlig om Fru
Larssen og vedblev at veere det
Aftenen igennem. Hr. Wieth eren
meget sympathetisk Skuespiller og
bor komplimenteres navulig for sidste
Akt, da han bringer Efterretningen
om Vennens Dod.
Fru Oda Rostrup spillede mor¬
somt som den erfarne Expeditrice,
men forsimplede dog vistnok Rollen,
lidt mere, end Forfatteren har teenkt
sig den.
Forestillingen sluttede med Frem¬
kaldelse af Tourneen. Publikum var
betaget, og mange smukke Kvinde¬
ejne blanke af Taarer, der havde
listet sia frem.
B. M.