Dohndngi med Fru Elsa Galafres!
og Komponisten som Gister.
Det var en fikst sammensat Ar¬
##hur-Schniteler-Aften i Gaar. Den
tegnede i hvert Fald godt, og Stemnin¬
gen var til at begynde med den aller¬
bedste.
Det kendte lille Skuespil Literatur
vakte paa ny Munterhed. Replikerne
Ter vel turnerede og rummer megen
verdensklog Spydighed, Baade Hr.
Liebman og Hr. Hofman var godt i
Stilen i deres gamle Roller som den
ikke meget intelligente Aristokrat og
den ikke mere modige Literat. Fru
Karen Lund (der havde arvet Fru
Emma Thomsens Rolle) som den krin¬
delige Reprasentant for „Literatu¬
ren“ gik helt godt ind i Ensemblet.
Afskeds-Souper er holdt ganske i sam¬
me Stil, men nok saa vittigt. Man
syntes at genkende Peter Nansen i
adskillige af Replikerne. Stykket blev
flot og overlegent spillet af Herrerne

-
Vcridene
Hr. Ernst von Dohnányi i Virksomhed
Johannes Poulsen og Reumert og Frk.
Ingeborg Larsen som den madkere
Dame.
Latter og Bifald fulgte denne ferste
Del af Aftenen.
Saa kom det egentlig spandende:
Den fortraffelige, men uhyggelige
Pantomime Pierrettes Sler. Det var
en Forngjelse at se Hr. Dohnányis iv¬
rige Ungarer-Skikkelse paa Dirigent¬
pladsen. Det kan nok hande, at Ka¬
pellisterne fik at fele, hvad det vil
sige at have en „slavisk“ Taktstok
over Hovederne. Den store Wiener¬
Vals feg af Sted, saa de knapt kunde
komme med. Overhovedet fik Dohná¬
nyis ypperlige, sterkt dramatiske Mu¬
sik det bedst mulige Relief nu, da han
selv stod ved Roret. Han er en for¬
traffelig Musiker.
Derimod var Fru Galafrès’s Ga¬
steoptreden som Pjerrette en Skuffel¬
se, ja ligefrem et Fejlgreb. Hendes
store, uelegante Skikkelse med tilsva¬

7
9
S

V
SC
Die 8 S
47/8h. 31. K
I/76 0
8
—
7a—
Frn Elsa Galafrès som Pjerrette og
Hr. Uhlendorff som Pjerrot.
lade selve Legemet og Beviegelserne
tale kendte Fruen aabenbart ikke det
mindste til.
At lade denne Dame optrade som
den danske Ballets Gest er mildest
talt at bringe Ugler til Athen. Til
g med skal Fruen i Interviews have
udtalt som sin Overbevisning, at „Bal¬
letdanserinder ikke kan spille Panto¬
mime“. Vi vilde oprigtigt enske, Fru
Galafrès kunde faa Lejlighed til at
se Fru Price de Plane eller Fru Jer¬
gen Jensen som Pjerrette. Saa kunde
hun manske af disse smaa ubelydelige
Balletdanserinder lare, hvordan den¬
ne Rolle skal „mimes“, Selv er hun
ikke verdig at lese deres Skobaand.
Ch. K.
W
(Quellenangabe ohne Gewähr.)
bongen B 2ZeZe,

oh. Getuheren
vom:
1
Det kgl. Teater
En Schnitzler-Aften.
Arlhur Schnitzler, den fortraffelige
Wiener-Digler, var jaftes reprasenterei i
alle sine Afskygnißger: fra den pointe¬
Frede Vils gennem Senlimentalitelen og
den heftige Lidenskab til den raffinerede
Grusomhed.
Man begyndte med den lidligere spil¬
„lede Enakler „Lilleratur“ med den haan¬
ligt-morsomme Udgang om de forhenwe¬
rende Elskende, der paa samme Gang
ludsender deres lidligere Karlighedsbreve
Ii Trykken, og hvor den pinlige Siluation
kun reddes vedl Damernes overordentlige
„Triedskhed“ Vittigt og kvikt spillet
blev den af Hr. Ziebmon med den fineste
Komik som en afgjort illitterar Adels¬
mand, og med maaske lidt for understre¬
get Humer af Hr. Hofman og Frn Kuren
Lund, der representerede Lilleraturen.
Siluationen vakte belydelig Munterhed #
blandt Publikum, hvilket ogsaa var Til¬
feldel med den endnu kortere „Afskeds¬
souper“, der behandler den kvindelige
Durkdrevenhed i lidt mere vulgiere For¬
mer, medens Ideen: at vise Reversen af
„das ewig weibliche“ er preecis den sam¬
me som i „Litteratur“ „Afskedssouper“
var en Nyhed paa vor Nationalscene, men
just ikke i Schnitzlers Produktion, hvor
den horer lil Suiten „Anatol“, som be¬
handler denne Wiener-Levemands eroti¬
ske Falaliteler i fem eller seks overviltige,
sinaa dramgliske Silualioner.
„Afskedssouper“ udspilles paa en ele¬
gant Wiener-Reslaurants cabinef parti¬
culier, og Scenen var megel behrndigt
gjort san lille, al man siet ikke savnede
det intime Teater, for hvilket disse Si¬
luationer nermest er skrevet. De Optra¬
dende var Anatole ved Hr. Johs. Poulsen,
der imidlertid havde begaaet den Fejl¬
halvveis al anlegge den Harlekins-Maske,
han bagefter skulde bare i „Pierrettes
Slor“, hans Ven, Rasonneren Max (Hr.
Reumert) og Balleldanserind. ved Wie¬
ner-Operaen Annie, som forestilledes med
en overordentlig Verve og naturtro Sim¬
pelhed af Frk. Ingeborg Lorsen, som blev!
starkt applauderet.
Den forste Siluation varede ca. 40 Mi¬
nuter, den anden cn. 20. Men mon det
uu ikke var paa Tide al prove paa at op¬
fore et at Schnilzlers nye og store Skue¬
spil af en noget langere Udstrakning?
Baade „Das weile Land“ og „Doctor Ber¬
nardi“ — megel sviere, men derfor ogsaa
fristende Opgaver —staar jo til Tjeneste.
Derefter fulgle filsidst den i Sandhed
store og „grausame Salbe“, som Panlo¬
minen „Pierrelles Slor“ er — en over¬
forfinet Sensibilitels voldsomme Ned¬
skrig og illustreret i Toner af Dohndnyi,
lige saa lidenskabelige og raffinerede.
laftes fik „Pierrettes Slor“ aller Ny¬
Tledens Interesse, thi selve Komponisten
indleg Pladsen ved Dirigenlpullen, og
under mieglige Armbevegelser dirigerede
Hr. Dohndnyi sin lidenskabelige Musik,
saa at hver eneste Nuance pan det for¬
trafffeligste kom lil sin Ret og mned glim¬
rende Rrime. Navnlig bler den store