Komik soi en afgjort illillerer Adels¬
mand, og ined maaske lidt for undersire¬
get Humor af Ir. Hosman og Frn Kuren
Lund, der reprasenterede Lilleraturen.
Sitnationen vakte belydelig Munterhed
blandt Publikum, hivilket ogsan var Til¬
faldel med den endnu korlere „Afskeds¬
souper“ der behundler den kvindelige
Durkdrevenhed i lidt mere vulgiere For¬
mer, medens Ideen: at vise Reversen af
„das ewig weibliche“ er precis den sam¬
me som i „Litteralur“. „Afskedssonper“
var en Nyhed paa vor Nationalsecne, men
just ikke i Schnitzlers Produktion, hvor
den horer lil Suiten „Anatol“, som be¬
handler denne Wiener-Levemands eroti¬
ske Fataliteler i fem eller seks overvillige,
sinaa dramgliske Siluationer.
„Afskedssouper“ udspilles pan en ele¬
gant Wiener-Reslaurants cabinef parti¬
culier, og Scenen var megel behrndigt
gjort san lille, at man slet ikke savnede
det intime Teater, for hvilket disse Si¬
tuationer nermest er skrevet. De Optra¬
dende var Anatole ved Hr. Johs. Poulsen,
der imidlerlid havde begaaet den Fejl!
halvveis al anlegge den Harlekins-Maske,
han bagefter skulde bare i „Pierreites
Sler“, hans Ven, Resonnoren Max (Hr.
Reumert) og Balleldanserinde ved Wie¬
ner-Opernen Annie, som forestiliedes med
en overordenllig Verve og naturtro Sim¬
pelhed af Frk. Ingeborg Lorsen, som blev
starkt applauderet.
Den forste Siluation varede cn. 40 Mi¬
nuter, den anden ca. 20. Men mon det
nu ikke var paa Tide at prove paa al op¬
fore et af Schnilzlers nye og store Skue¬
spil af en noget langere Udstrakning?
Baade „Das weile Land“ og „Doctor Ber¬
nardi“ — meget sviere, men derfor ogsaa
fristende Opgaver —staar jo til Tjeneste.
Derefter fulgte tilsidst den i Sandhed
store og „grausame Salbe“ som Panio¬
mimen „Pierreites Slor“ er — en over¬
forfinet Sensibilitets voldsomme Ned¬
skrig og illustreret i Toner af Dohndnyi,
lige saa lidenskabelige og raffinerede.
Jaftes fik „Pierrettes Slor“ aller Ny¬
bedens Interesse, thi selve Komponisten
indtog Pladsen ved Dirigenlpullen, og
under meglige Armberggelser dirigerede
Hr. Dohndnyi sin lidenskabelige Musik,
saa at hver eneste Nuance pan det for¬
traffeligste kom til sin Rel og med glim¬
rende Ryime. Navnlig bler den store
Wiener-Vals, som indleder anden Akt,
spillet „nach echt weanerisch Art und
Sitte“ — hvad just ikke fer har varet
Tilfteldet — san den ganske log Veiret
fra Publikum, der brod ud i miegligt Bi¬
fald.
Det andet Geeslespil oppe paa Scenen,
Wiener-Skuespillerinden, Frl. Elsa u.
Gallafrés som Pierreile, var afgjort min¬
dre belagende. Naar man har Ellen Pri¬
ces og for Resten ogsaa Frn Jorgen Jen¬
sens smukke, inderlige og gratiebaarne
Fremnslilling i Minde, var det svart al for¬
sone sig med Frl. v. Gallafres starkt sti¬
liscrede, for ikke al sige automaliske Gen¬
givelse. Rent bortsel fra, at det lydelig
merkedes, at Frl. Gallafres ingen Ballel¬
skole har gennemgaact (i hvert Fald ikke
en saa grundig som den danske), og hen¬
des Bevegelser derfor ofte savnede baade
Plaslik og Gralie, var hendes Spil unod¬
vendig haardt, ja mesten brutalt — og
det laaler en i Forvejen saa sterk Kon¬
fekt som „Pierrettes Slor“ ikke. Folk
skal jo nok gyse, men ikke finde det hele
wkelt. Naar vi selv har Folk paa Bjergel,
#turde der egenllig ingen Grund viere lil
delte Engagement.
J. 6.—4
(Quellenaogaba ohne Gewähr.)
— —Dehh 0
Se
1

En munter
Aften.
Man fik i Aftes en fiks lille Wiener¬
souper serveret af Arthur Schnitzler.
Hans to smaa Skifespff, hvoraf „Lite¬
ratur“ har veeret opfert fer sprutter
af Vid og Lune, og selv om „Afskeds¬
souperen“ smagte lidt vel sterkt af
„Paprika“ for enkelte af Teatrets Gee¬
ster, saa blev begge Stykker saa oven¬
ud godt spillet, at Latterbelgerne rul¬
lede gennem Teatret.
Som Dessert fik man „Fierrettes
Sler“. Pantomime af „Schnitsler“
med Musik af „Dohnanic“ Som Pier¬
rette optraadte en Wienerinde, Frk.
Jalajrès. Efter Sigende skal Hr. Dol¬
manie have ytret „Gud fri mig for
Trikotdamer (Danserinder), de kan
ikke spille Pantomime“ Frk. Gala¬
frès kunde hverken mime eller danse;
baade Fru Price og Elna Jergen Jen¬
sen var mange Gange bedre i den
Rolle. Derimod viste Hr. Dolmanie
sig som en Kapelmester, der forstod
at slaa Gnister af selv et „kgl. Ka¬
H. Quiding.
pel“.