——
box 36/8
1. Panphlets offorints
005
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
nhan jo har
lbsen, der lever under et betydeligt mildere „aandeligt Klima“ end den
ympati.
barske Nordmand gjorde, og desuden er praeget af sin jediske Afstam¬
Stem¬
ning. I hans mest monumentale forteellende Skrift, Romanen „Vejen til
Frihed“ er Jedespergsmaalet i Ostrig et Hovedtema. Og igennem hele
ent
Bogen gaar der som en Understrem af Sergmodighed hos Digteren over
de
aldrig at kunne fele sig helt hjemme i sit eget Land eller maaske rettere en
Skuffelse over altid at blive betragtet som en Fremmed af de andre, de
„rigtige“, de racerene Ostrigere. Dette forhindrer dog ikke, at han har
naaet en kolossal Popularitet i de tysktalende Lande, hvad der antydes
gennem felgende statistiske Oplysninger: Hans Novellesamling „Den
graske Danserinde“ er kommen i 65 Oplag, Fortellingen „Doktor Gräs¬
ler, Badelage“ i 29. Novellen „Casanovas Hjemfart“ i ikke mindre end
40; af Skuespillene er „Elskovsleg“ det mest laste; det er trykt i 25 Op¬
lag. — Af danske Forfattere ligger det nar at sammenligne Schnitzler
med Nansen, Esmann, Bang og Edv. Brandes. Deraf fremgaar samtidigt,
hvad der menes med at kalde ham moderne.
Jevnaldrende med Schnitzler er Kritikeren, Fortalleren og Dramati¬
keren Hermann Bahr, der ligeledee er meget fransk orienteret og gallisk
paavirket. Enhver, der har besegt Paris, ved — maaske lige med Und¬
tagelse af Johs. Buchholz —, hvorledes denne By kan besaette en som
en Feber. At Hermann Bahr kender denne Fornemmelse, fremgaar af et
Udbrud som dette:
„Paris, Paris. Milliarder af Gange maatte jeg skrive dette Navn
for at udtrykke min Felelse. Der blev jeg vakt til Menneske. Der op¬
stod Kunstneren i mig ... Hvis jeg maaske evner noget, og hvad jeg
i Fremtiden kan blive til, alt det skylder jeg Paris Tak for.“
Det er jo en Udtalelse, der vidner om det foregede Blodtryk hos den
unge Wienerforfatter. Han svermer for Verlaine, Huysmanns, Oscar
Wilde, Dekadenterne. Med sit let paavirkelige, ogsaa let omskiftelige Sind
bliver han en Herold i Wien for hver en ny litterar Pariser-Sensation. 1
Wien falder han til Ro. Han starter Tidsskriftet „Die Zeit“ og forfeegter
sine Idéer ikke blot i Skrift, men ogsaa i Tale. Han bliver det naturlige
Midtpunkt ved Stambordet i Kaféen, hvor han sidder midt i Boheme¬
kresen og distribuerer litterare Orakelsvar. Han ger sin Kafé til et „Hjem¬
sted for aandeligt Liv, en Central for samtidig Kultur“. Men et Blik paa
hans Produktion er tilstrekkeligt til at vise, at han ikke bare spilder sin
Tid ved dette „Kafé-Hangeri“. Paa ham passer ikke Holger Drachmanns
beremte Ord, at „Veertshusvid er Spildevand“. Efterhaanden som Aarene
gaar, fortranger Wien Paris i Herman Bahrs Bevidsthed; og der kom¬


00
40