——
box 36/8
1. Panphlets offnrints
NIELS TH. THOMSEN
006
mer en Tid, hvor han heller ikke laenger undervurderer Betydningen af sine
Ungdomsdage i Berlin, som han ikke kunde fordrage, dengang han paa
en saa overstremmende Maade erkleerede Paris sin Karlighed.
For den, der som Vilhelm Andersen eisker at drage litteraere „Linjer“
mellem forskellige Forfattere, er Sammenhangen mellem Bahr og Schnitz¬
ler let paaviselig. Begge gik de i Lare hos Pariserne, men endte med at
finde hjem til sig selv. Felles for dem begge er den sikre Smag og
Kunstforstand, Svagheden for alt, hvad der med et Ord kan kaldes spirituelt.
Og fra et falles Dannelsesniveau udvikler de sig maalbevidst til Kunst¬
nere, i hvis Verker Vid kappes med Vnde; den Stemningssfare, man
aander hos Arthur Schnitzler, genfinder man hos Herman Bahr; begge
legger de en overordentlig stor Vegt paa den „nye Psykologi“, der er et
af Bahrs Slagord.
Det Ekko, Paris har givet hos denne Wienerforfatter, klinger ogsaa
i Schnitzlers elegante Anatol-Enaktere. Det var om disse charmerende
smaa Wiener-Skuespil, at Bahr skrev i en Hyldest-Artikel til den lidt
aldre Kollega og Ven: „Du indblaste din Skikkelse saa stark en Aande.
at Livet selv lod sig tvinge til at kopiere den ... Din Anatol lob paa en
Gang heist lebendig om paa alle Gader.“ Dette bekrafter paa en morsom
Maade Oscar Wildes vittige kunstfilosofiske Paastand om, at „Livet efter¬
ligner Kunsten i langt hejere Grad, end Kunsten efterligner Livet. Selv
om det maaske lyder som et Paradoks — og Paradokser er altid farlige —
—
saa er det i'ke des mindre sandt. En stor Kunstner opfinder en Type, og
Livet forseger at kopiere den. Livet er Kunstens bedste, ja Kunstens ene¬
—
ste Elev“.
Hermed er indirekte sagt, at Herman Bahr giver Udtryk for Mod¬
stremningerne mod den haardkogte Naturalisme; det fremgaar tydeligst
af et Arbejde fra 1891: „Overvindelsen af Naturalismen“. Det mest
gratiese Vark inden for hans alsidige Forfatterskab er maaske Lystspillet
„Das Konzert“; aldre kobenhavnske Teatergangere vil erindre det fra
Opferelsen paa Det kgl. Teater (i 1910); det gjorde forovrigt ikke videre
Lykke her; og det flygtige Bekendtskab med Hermann Bahr blev ikke
fornyet, hvad dansk Publikum kun har Grund til at beklage.
Til samme Forfattergruppe herer ogsaa Wieneren Richard Beer-Hof¬
mann, hvis Produktion ikke fylder meget paa Reolen, men viser afgjort
litterer Levedygtighed. Karakteristisk for ham som for saa mange andre
estrigske Forfattere er en egen tungsindig Klage over Tilverelsens aldrig
leste Gaade; en egen Ensomhedsfelelse, selv i de rigeste og skenneste
Omgivelser. Som Hovedpersonen siger i Schnitzlers gribende Skuespil
„Den ensomme Vej“, der i Sommer blev opfort af et tysk Elite-Ensemble i

net
NE
Paris
nste
1e
r et
ten
t
ke
ing
nes den
erbohe
som en af sin
nderlig
genes, et fint M
ke, der sn
sterre Betydning som mundtlig
Mere Lyriker end Dramatik
Aar yngre end Schnitzler. Han
knapt har market sig hans Na
dige Lyrik; han plejer nemlig
raer. „Rosenkavaleren“, der k
Hofmannsthal. Det var ogsaa
Enhver“, som blev benyttet vi
Moralitet paa Det kgl. Teater
Jergensen. Hofmannsthal nyden
romantikere. Han elsker gaadef
Risiko selv at blive dunkel,
og fortabe sig i golde Refleksie
hans Digte en Felelse af, at de
seren skal forstaa dem; blot m
er Digterens Hensigt naaet.
tiver er vist uden Sidestykke i
han er.
Det lyriske er paa en G
hans Dramaer er nemlig Lyrik
af hans tyske Kritikere siger.
og Deden“ kan betegnes som
Betegnelse kan jeg heller ikke
det ferste i Samlingen: „Bjer
man ter benytte et saa haand
Foruden det serlig estrige
meget eksklusive og fornemn
Farver og Effekter. Det gel
duet“ og „Eventyreren og San
Sensualisme end ellers hos Hd
og Gru, der kan minde Leser