—
box 36/8
. Panphlets offorints
011
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
Ur-Opfereisen af hans forste selvstandige dramatiske Arbejde, Tra¬
lomst af
1
den finest
gedien „Bukke-Sang“, fandt Sted paa Raimundteatret i Wien 1922 og
vakte Opmerksomhed gennem Stykkets romantisk-fantastiske Handling og
store Ve¬
Skjul paa sin
det vegtige Tankeindhold. Skent Skuespillet foregaar i en sydslavisk
jevnaldrende med Wild¬
Landsby i det 18. Aarhundrede, opfattedes det som et Forseg paa at klar¬
Modeforfatter. Zweig, der
lagge et saa moderne Tidsfenomen som Kommunismens Vesen. — Paa
sine
Zauernfeld-Priser
lignende Maade siger Werfel en hei Del almene Sandheder om Jjedefol¬
zler.
hn
Se
tilde
ket i sit nyeste sceniske Arbejde „Paulus mellem Jederne“, en drama¬
Gan
tisk Legende, hvis sterkt beveegede Handling er henlagt til Keiser Cali¬
enc
itzler
gulas Tid, og som blev en. litterer Sukces paa selve Burgteatret. Det er i
1
dette Drama, han bl. a. udtaler: „Ingen eisker Israel, ikke engang Israel
selv.“ — I hans eksotisk farvede „dramatiske Historie“ „Juarez og Maxi¬
milian“ fejrede hans dramatiske Teknik Triumfer, skondt han tilsynela¬
dende kranker Scenens Love. Gennem hele det lange Skuespil herer man
kun tale om Juarez, men ser ham ikke: og da man endelig er sikker
paa, at nu kommer han, faar man ham dog ikke at se, — men skuffes
alligevel ikke. Man behever ikke at have last ret meget af Werfel for at
fatte, at han er kommen til at staa som en Slags Ordferer for Ostrigs ny
Ungdom. (Hans Grundsyn kan minde om Jakob Wassermanns).
Allerede disse Antydninger viser, hvor magtig en Forskel der er paa¬
Werfel og Schnitzler, om hvem Josef Körner saa treffende skriver i sin
Monografi: „Arthur Schnitzlers Skikkelser og Problemer“: „Hans Rige er
af denne Verden. Livet er for ham det hojeste Gode ... Han er Sen af
en positivistisk Epoke, Adept af den naturalistiske Verdensanskuelse, der
var eneherskende i hans Ungdom . .. Ingen metafysisk Drift driver ham
ud over Erkendelsen.“ Om Werfel kan man naesten sige det stik mod¬
satte!
Richard Specht, hvis udmarkede Verk om Schnitzler jeg allerede har
omtalt, har ogsaa skrevet en stor Biografi om Werfel ud fra det Syns¬
punkt, at denne Digter i en ung Alder har ydet mere end nogen anden
indenfor sin Generation og derfor med Rette kan velges som represen¬
tativ Skikkelse, naar man vil forsege at afspejie vor moderne Tid. Ny.
dansk Litteratur teller nappe nogen enkelt Forfatterpersonlighed af saa
stort et Format og med saa ideel en Streeben.
At kalde Werfel for Ekspressionist vilde vere misvisende; han lader
sig ikke saadan rubricere; og som Anatole France saa vittigt pointerer i
en beremt Dialog om Chefen for den naturalistiske Skole, Emile Zola:
„Det er sjaldent, at en Mester i lige saa hoj Grad som sine Disciple til¬
herer den Skole, han selv har grundlagt.“ To typiske Representanter for
estrigsk Ekspressionisme har man derimod i Hans Kalteneker og Franz
W
box 36/8
. Panphlets offorints
011
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
Ur-Opfereisen af hans forste selvstandige dramatiske Arbejde, Tra¬
lomst af
1
den finest
gedien „Bukke-Sang“, fandt Sted paa Raimundteatret i Wien 1922 og
vakte Opmerksomhed gennem Stykkets romantisk-fantastiske Handling og
store Ve¬
Skjul paa sin
det vegtige Tankeindhold. Skent Skuespillet foregaar i en sydslavisk
jevnaldrende med Wild¬
Landsby i det 18. Aarhundrede, opfattedes det som et Forseg paa at klar¬
Modeforfatter. Zweig, der
lagge et saa moderne Tidsfenomen som Kommunismens Vesen. — Paa
sine
Zauernfeld-Priser
lignende Maade siger Werfel en hei Del almene Sandheder om Jjedefol¬
zler.
hn
Se
tilde
ket i sit nyeste sceniske Arbejde „Paulus mellem Jederne“, en drama¬
Gan
tisk Legende, hvis sterkt beveegede Handling er henlagt til Keiser Cali¬
enc
itzler
gulas Tid, og som blev en. litterer Sukces paa selve Burgteatret. Det er i
1
dette Drama, han bl. a. udtaler: „Ingen eisker Israel, ikke engang Israel
selv.“ — I hans eksotisk farvede „dramatiske Historie“ „Juarez og Maxi¬
milian“ fejrede hans dramatiske Teknik Triumfer, skondt han tilsynela¬
dende kranker Scenens Love. Gennem hele det lange Skuespil herer man
kun tale om Juarez, men ser ham ikke: og da man endelig er sikker
paa, at nu kommer han, faar man ham dog ikke at se, — men skuffes
alligevel ikke. Man behever ikke at have last ret meget af Werfel for at
fatte, at han er kommen til at staa som en Slags Ordferer for Ostrigs ny
Ungdom. (Hans Grundsyn kan minde om Jakob Wassermanns).
Allerede disse Antydninger viser, hvor magtig en Forskel der er paa¬
Werfel og Schnitzler, om hvem Josef Körner saa treffende skriver i sin
Monografi: „Arthur Schnitzlers Skikkelser og Problemer“: „Hans Rige er
af denne Verden. Livet er for ham det hojeste Gode ... Han er Sen af
en positivistisk Epoke, Adept af den naturalistiske Verdensanskuelse, der
var eneherskende i hans Ungdom . .. Ingen metafysisk Drift driver ham
ud over Erkendelsen.“ Om Werfel kan man naesten sige det stik mod¬
satte!
Richard Specht, hvis udmarkede Verk om Schnitzler jeg allerede har
omtalt, har ogsaa skrevet en stor Biografi om Werfel ud fra det Syns¬
punkt, at denne Digter i en ung Alder har ydet mere end nogen anden
indenfor sin Generation og derfor med Rette kan velges som represen¬
tativ Skikkelse, naar man vil forsege at afspejie vor moderne Tid. Ny.
dansk Litteratur teller nappe nogen enkelt Forfatterpersonlighed af saa
stort et Format og med saa ideel en Streeben.
At kalde Werfel for Ekspressionist vilde vere misvisende; han lader
sig ikke saadan rubricere; og som Anatole France saa vittigt pointerer i
en beremt Dialog om Chefen for den naturalistiske Skole, Emile Zola:
„Det er sjaldent, at en Mester i lige saa hoj Grad som sine Disciple til¬
herer den Skole, han selv har grundlagt.“ To typiske Representanter for
estrigsk Ekspressionisme har man derimod i Hans Kalteneker og Franz
W