2. Qut
#tings
—
box 38/1
NIELS TH. THOMSEN
270
mer en Tid, hvor han heller ikke lenger undervurderer Betydningen af sine
Ungdomsdage i Berlin, som han ikke kunde fordrage, dengang han paa
en saa overstremmende Maade erklarede Paris sin Karlighed.
For den, der som Vilhelm Andersen eisker at drage litterare „Linjer“
mellem forskellige Forfattere, er Sammenhangen mellem Bahr og Schnitz¬
ler let paaviselig. Begge gik de i Lare hos Pariserne, men endte med at
finde hjem til sig selv. Falles for dem begge er den sikre Smag og
Kunstforstand, Svagheden for alt, hvad der med et Ord kan kaldes spirituelt.
Og fra et falles Dannelsesniveau udvikler de sig maalbevidst til Kunst¬
nere, i hvis Varker Vid kappes med Vnde; den Stemningssfare, man
aander hos Arthur Schnitzler, genfinder man hos Herman Bahr; begge
legger de en overordentlig stor Vegt paa den „nye Psykologi“, der er et
af Bahrs Slagord.
Det Ekko, Paris har givet hos denne Wienerforfatter, klinger ogsaa
i Schnitzlers elegante Anatol-Enaktere. Det var om disse charmerende
smaa Wiener-Skuespil, at Bahr skrev i en Hyldest-Artikel til den lidt
zldre Kollega og Ven: „Du indblaste din Skikkelse saa stark en Aande,
at Livet selv lod sig tvinge til at kopiere den ... Din Anatol lob paa en
Gang hoist lebendig om paa alle Gader.“ Dette bekrefter paa en morsom
Maade Oscar Wildes vittige kunstfilosofiske Paastand om, at „Livet efter¬
ligner Kunsten i langt hejere Grad, end Kunsten efterligner Livet. Seiv
om det maaske lyder som et Paradoks — og Paradokser er altid farlige —
saa er det ikke des mindre sandt. En stor Kunstner opfinder en Type, og
Livet forseger at kopiere den. Livet er Kunstens bedste, ja Kunstens ene¬
ste Elev“
Hermed er indirekte sagt, at Herman Bahr giver Udtryk for Mod¬
stremningerne mod den haardkogte Naturalisme; det fremgaar tydeligst
af et Arbeide fra 1891: „Overvindelsen af Naturalismen“. Det mest
gratiese Verk inden for hans alsidige Forfatterskab er maaske Lystspillet
„Das Konzert“; aldre kebenhavnske Teatergangere vil erindre det fra
Opferelsen paa Det kgl. Teater (i 1910); det gjorde forovrigt ikke videre
Lykke her; og det flygtige Bekendtskab med Hermann Bahr blev ikke
fornyet, hvad dansk Publikum kun har Grund til at beklage.
Til samme Forfattergruppe herer ogsaa Wieneren Richurd Beer-Hof¬
mann, hvis Produktion ikke fyider meget paa Reolen, men viser afgjort
litterer Levedygtighed. Karakteristisk for ham som for saa mange andre
ostrigske Forfattere er en egen tungsindig Klage over Tilverelsens aldrig
leste Gaade; en egen Ensomhedsfelelse, selv i de rigeste og skenneste
Omgivelser. Som Hovedpersonen siger i Schnitzlers gribende Skuespil
„Den ensomme Vej“ der i Sommer blev opfort af et tysk Elite-Ensemble i
S
#tings
—
box 38/1
NIELS TH. THOMSEN
270
mer en Tid, hvor han heller ikke lenger undervurderer Betydningen af sine
Ungdomsdage i Berlin, som han ikke kunde fordrage, dengang han paa
en saa overstremmende Maade erklarede Paris sin Karlighed.
For den, der som Vilhelm Andersen eisker at drage litterare „Linjer“
mellem forskellige Forfattere, er Sammenhangen mellem Bahr og Schnitz¬
ler let paaviselig. Begge gik de i Lare hos Pariserne, men endte med at
finde hjem til sig selv. Falles for dem begge er den sikre Smag og
Kunstforstand, Svagheden for alt, hvad der med et Ord kan kaldes spirituelt.
Og fra et falles Dannelsesniveau udvikler de sig maalbevidst til Kunst¬
nere, i hvis Varker Vid kappes med Vnde; den Stemningssfare, man
aander hos Arthur Schnitzler, genfinder man hos Herman Bahr; begge
legger de en overordentlig stor Vegt paa den „nye Psykologi“, der er et
af Bahrs Slagord.
Det Ekko, Paris har givet hos denne Wienerforfatter, klinger ogsaa
i Schnitzlers elegante Anatol-Enaktere. Det var om disse charmerende
smaa Wiener-Skuespil, at Bahr skrev i en Hyldest-Artikel til den lidt
zldre Kollega og Ven: „Du indblaste din Skikkelse saa stark en Aande,
at Livet selv lod sig tvinge til at kopiere den ... Din Anatol lob paa en
Gang hoist lebendig om paa alle Gader.“ Dette bekrefter paa en morsom
Maade Oscar Wildes vittige kunstfilosofiske Paastand om, at „Livet efter¬
ligner Kunsten i langt hejere Grad, end Kunsten efterligner Livet. Seiv
om det maaske lyder som et Paradoks — og Paradokser er altid farlige —
saa er det ikke des mindre sandt. En stor Kunstner opfinder en Type, og
Livet forseger at kopiere den. Livet er Kunstens bedste, ja Kunstens ene¬
ste Elev“
Hermed er indirekte sagt, at Herman Bahr giver Udtryk for Mod¬
stremningerne mod den haardkogte Naturalisme; det fremgaar tydeligst
af et Arbeide fra 1891: „Overvindelsen af Naturalismen“. Det mest
gratiese Verk inden for hans alsidige Forfatterskab er maaske Lystspillet
„Das Konzert“; aldre kebenhavnske Teatergangere vil erindre det fra
Opferelsen paa Det kgl. Teater (i 1910); det gjorde forovrigt ikke videre
Lykke her; og det flygtige Bekendtskab med Hermann Bahr blev ikke
fornyet, hvad dansk Publikum kun har Grund til at beklage.
Til samme Forfattergruppe herer ogsaa Wieneren Richurd Beer-Hof¬
mann, hvis Produktion ikke fyider meget paa Reolen, men viser afgjort
litterer Levedygtighed. Karakteristisk for ham som for saa mange andre
ostrigske Forfattere er en egen tungsindig Klage over Tilverelsens aldrig
leste Gaade; en egen Ensomhedsfelelse, selv i de rigeste og skenneste
Omgivelser. Som Hovedpersonen siger i Schnitzlers gribende Skuespil
„Den ensomme Vej“ der i Sommer blev opfort af et tysk Elite-Ensemble i
S