2. Cuttings
— —
box 38/1
273
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
hvori det nu kan ligge; jeg navner Wienerinden Enrica von Handel-Muz¬
zetti, der fortrinsvis trakterer de gammeldags Instrumenter, og hvis hi¬
storiske Romaner staar heit. Hun kan virke kvindeligt sart, men ogsaa
mandhaftigt voldsom, f. Eks. i de vilde Radselsoptrin, der forekommer i
nesten hver eneste af hendes Romaner; hun har visse ialfald formelle
Beroringspunkter med Sigrid Undset og er ligesom den norske Nobel¬
pristagerinde Katolik.
En Forfatter, som tydeligt markerer Overgangen til den helt moderne
estrigske Litteratur, er Anton Wildgans, der representerer den saakaldte,
„ Wiener-Halv-Ekspressionisme“. Han er ogsaa en typisk Representant for
det estrigske Folk, hvis „lynne“ (som Svenskerne kalder det) utvivisomt
har nogen Lighed med vor egen Nations. Ostrigeren er en hei Del af en
Drommer og en Fantast, bled om Hjertet, fintfelende og menneskeligt
mild i sin Dom. Danskeren har jo noget af det samme. Wildgans, der er
fodt 1881 i selve Wien, viser i sin Poesi Paavirkning fra Bandelaire, der
anes som Monster for adskillige baade aldre og yngre wienske Digtere.
Efterhaanden vaagner hans Folelse af Samherighed med sit Folk, hans
Langsel mod Sundhed, bort fra al Overforfinelse. Og snart treder det ty¬
deligt frem, hvori han adskiller sig fra de eldre Wienerdigtere: Han har
baade Folelse og Udtryk for den Tragik, der for Individet kan opstaa af
at tilhere de laveste sociale Lag og bestemmes af usle Kaar under Op¬
veksten. Ligesom Hermann Bahr og Hofmannsthal var han Jurist, inden
han heit og holdent helligede sig Litteraturen. Og hans Gerning som
Straffedommer afspejler sig i hans Verker, f. Eks. i den forbrydervenlige
Enakter „I Evighed Amen“. Han kender af Selvsyn dem, der er kommen
paa Kant med Livet, Lovovertraderne, Gadens Piger, de smaa og de
store Syndere.
Som Forbilleder for hans Dramatik dominerer Frank Wedekind og
Strindberg. Men som det afgjorte Formtalent, han er, undgaar han at
virke som blot og bar Efterligner. Der er Personlighedsprag over Skue¬
spil som „Armod“, „Karlighed“ og „Kain“; og i alle disse dramatiske
Arbeider drejer det sig ikke om Special-Tilfalde (som enkelte Gange hos
Schnitzler) men om noget stadigt tilbagevendende, om den fallesmenne¬
skelige Skabne og Lod.
Anton Wildgans var Direkter for Burgteatret i Sasonen 1921—22,
da Arthur Schnitzler fyidte 60. Han benyttede dengang Situationen til
offentligt at udtale, at han i Teatrets Navn kun opfyidte en kar Pligt, naar
han Anledning af denne celehre Fodselsdag paa festlig Vis genoptog
Digterens mest representative og mest ostrigske Verk „Den unge Me¬
dardus“, en stor „dramatisk Historie“, der foregaar i Wien 1809, da
— —
box 38/1
273
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
hvori det nu kan ligge; jeg navner Wienerinden Enrica von Handel-Muz¬
zetti, der fortrinsvis trakterer de gammeldags Instrumenter, og hvis hi¬
storiske Romaner staar heit. Hun kan virke kvindeligt sart, men ogsaa
mandhaftigt voldsom, f. Eks. i de vilde Radselsoptrin, der forekommer i
nesten hver eneste af hendes Romaner; hun har visse ialfald formelle
Beroringspunkter med Sigrid Undset og er ligesom den norske Nobel¬
pristagerinde Katolik.
En Forfatter, som tydeligt markerer Overgangen til den helt moderne
estrigske Litteratur, er Anton Wildgans, der representerer den saakaldte,
„ Wiener-Halv-Ekspressionisme“. Han er ogsaa en typisk Representant for
det estrigske Folk, hvis „lynne“ (som Svenskerne kalder det) utvivisomt
har nogen Lighed med vor egen Nations. Ostrigeren er en hei Del af en
Drommer og en Fantast, bled om Hjertet, fintfelende og menneskeligt
mild i sin Dom. Danskeren har jo noget af det samme. Wildgans, der er
fodt 1881 i selve Wien, viser i sin Poesi Paavirkning fra Bandelaire, der
anes som Monster for adskillige baade aldre og yngre wienske Digtere.
Efterhaanden vaagner hans Folelse af Samherighed med sit Folk, hans
Langsel mod Sundhed, bort fra al Overforfinelse. Og snart treder det ty¬
deligt frem, hvori han adskiller sig fra de eldre Wienerdigtere: Han har
baade Folelse og Udtryk for den Tragik, der for Individet kan opstaa af
at tilhere de laveste sociale Lag og bestemmes af usle Kaar under Op¬
veksten. Ligesom Hermann Bahr og Hofmannsthal var han Jurist, inden
han heit og holdent helligede sig Litteraturen. Og hans Gerning som
Straffedommer afspejler sig i hans Verker, f. Eks. i den forbrydervenlige
Enakter „I Evighed Amen“. Han kender af Selvsyn dem, der er kommen
paa Kant med Livet, Lovovertraderne, Gadens Piger, de smaa og de
store Syndere.
Som Forbilleder for hans Dramatik dominerer Frank Wedekind og
Strindberg. Men som det afgjorte Formtalent, han er, undgaar han at
virke som blot og bar Efterligner. Der er Personlighedsprag over Skue¬
spil som „Armod“, „Karlighed“ og „Kain“; og i alle disse dramatiske
Arbeider drejer det sig ikke om Special-Tilfalde (som enkelte Gange hos
Schnitzler) men om noget stadigt tilbagevendende, om den fallesmenne¬
skelige Skabne og Lod.
Anton Wildgans var Direkter for Burgteatret i Sasonen 1921—22,
da Arthur Schnitzler fyidte 60. Han benyttede dengang Situationen til
offentligt at udtale, at han i Teatrets Navn kun opfyidte en kar Pligt, naar
han Anledning af denne celehre Fodselsdag paa festlig Vis genoptog
Digterens mest representative og mest ostrigske Verk „Den unge Me¬
dardus“, en stor „dramatisk Historie“, der foregaar i Wien 1809, da