2. Cuttings
— —
box 38/1
NIELS TH. THOMSEN
272
Sensualisme end ellers hos Hofmannsthal og skabes Stemninger af Radsel
og Gru. der kan minde Laseren baade om Edgar Poe og om Maêterlinck.
Jo fjarnere man staar Hofmannsthals Lyrik, der ter lignes ved en
Rose med skarpe Torne, desto gladeligere overraskes men ved at finde
ligefrem Humor i en Komedie som „Christinas Hjemreise“, der und¬
tagelsesvis handler om javnere Mennesker, sat op i et enklere Milie, end
Digteren ellers nedlader sig til at behandle. Men dette dramatiske Ar¬
bejde er i Hofmannsthals Forfatterskab den Undtagelse, som bekreefter
Regelen. En Gendigtning af hans Verker paa Dansk vilde vere en lige¬
saa uoverkommelig som utaknemmelig Opgave.
En forholdsvis beskeden Plads i Litteraturen indtager den elskver¬
dige Felix Salten, der f. Eks. ikke navnes i en ellers udforlig Fremstilling
som Albert Soergels to Binds Verk: „Tidens Digtning og Digtere“ hvortil
jeg henviser serligt interesserede. Til Gengald nyder Salten stor Vndest
i Publikum, hvad der er let forklarligt; han har netop den Form for Vid,
den Wiener-Lethed og Gratie, som Ostrigerne gouterer. Han er nem at
gaa til — i Modsatning til Hofmannsthal. Felix Salten, der er fedt 1869
i Budapest, begyndte som Teateranmelder, men blev siden Dramatiker.
Det omvendte plejer ellers at vare Tilfaldet, ialfald naar Dramatikere ikke
slaar an. Her i Byen spillede Folketeatret i sin Tid hans tre Enaktere
„Fra den anden Bred“; lysere i Klangfarven er „Gladens Bern“ (fra
1917); det er tre smaa Skuespil, som det kobenhavnske Publikum sik¬
kert vilde synes om. Endelig har Salten skrevet Noveller, en Roman og
en Rakke Essays, bl. a. en fornejelig Samling, han kalder „Det ostrig¬
ske Ansigt“, og som paa en underholdende Maade bidrager til at faa op¬
klaret, hvad der er karakteristisk for det estrigske Fysiognomi.
Hvis man vil sammenligne Ostrigernes Litteratur med et stort Or¬
kesterverk, hvad der kan ligge nar, naar det drejer sig om et saa musi¬
kalsk Folk, maa man selvfelgelig ikke tro, at man hur hele Partituret, fordi
man har faaet samlet de vigtigste af Wienerstemmerne. Der er andre baade
enklere og landligere, maaske endog kraftigere Toner, man maa have med
for at faa det hele til at klinge rigtigt. Eller med andre Ord: Den decide¬
rede Wiener-Kres, som hidtil er skildret, maa suppleres med Navne, der
ikke er knyttet til Hovedstaden. Af Forfattere fra Steiermarken kan anferes
Optimisten Wilhelm Fischer (fra Graz) og Rudolph Hans Burtsch, der
forst begyndte at skrive som 35-aarig Officer. Bartsch er meget last i
Middelstanden. Han staar paa Gransen mellem Underholdningsbegerne
og den egentlige Litteratur. Titlen paa en af hans Novellesamlinger: „Bit¬
tersede Karlighedshistorier“ virker som noget af en Selvkarakteristik.
Kendte Forfatterinder er den moderne estrigske Litteratur ikke rig paa.
44
— —
box 38/1
NIELS TH. THOMSEN
272
Sensualisme end ellers hos Hofmannsthal og skabes Stemninger af Radsel
og Gru. der kan minde Laseren baade om Edgar Poe og om Maêterlinck.
Jo fjarnere man staar Hofmannsthals Lyrik, der ter lignes ved en
Rose med skarpe Torne, desto gladeligere overraskes men ved at finde
ligefrem Humor i en Komedie som „Christinas Hjemreise“, der und¬
tagelsesvis handler om javnere Mennesker, sat op i et enklere Milie, end
Digteren ellers nedlader sig til at behandle. Men dette dramatiske Ar¬
bejde er i Hofmannsthals Forfatterskab den Undtagelse, som bekreefter
Regelen. En Gendigtning af hans Verker paa Dansk vilde vere en lige¬
saa uoverkommelig som utaknemmelig Opgave.
En forholdsvis beskeden Plads i Litteraturen indtager den elskver¬
dige Felix Salten, der f. Eks. ikke navnes i en ellers udforlig Fremstilling
som Albert Soergels to Binds Verk: „Tidens Digtning og Digtere“ hvortil
jeg henviser serligt interesserede. Til Gengald nyder Salten stor Vndest
i Publikum, hvad der er let forklarligt; han har netop den Form for Vid,
den Wiener-Lethed og Gratie, som Ostrigerne gouterer. Han er nem at
gaa til — i Modsatning til Hofmannsthal. Felix Salten, der er fedt 1869
i Budapest, begyndte som Teateranmelder, men blev siden Dramatiker.
Det omvendte plejer ellers at vare Tilfaldet, ialfald naar Dramatikere ikke
slaar an. Her i Byen spillede Folketeatret i sin Tid hans tre Enaktere
„Fra den anden Bred“; lysere i Klangfarven er „Gladens Bern“ (fra
1917); det er tre smaa Skuespil, som det kobenhavnske Publikum sik¬
kert vilde synes om. Endelig har Salten skrevet Noveller, en Roman og
en Rakke Essays, bl. a. en fornejelig Samling, han kalder „Det ostrig¬
ske Ansigt“, og som paa en underholdende Maade bidrager til at faa op¬
klaret, hvad der er karakteristisk for det estrigske Fysiognomi.
Hvis man vil sammenligne Ostrigernes Litteratur med et stort Or¬
kesterverk, hvad der kan ligge nar, naar det drejer sig om et saa musi¬
kalsk Folk, maa man selvfelgelig ikke tro, at man hur hele Partituret, fordi
man har faaet samlet de vigtigste af Wienerstemmerne. Der er andre baade
enklere og landligere, maaske endog kraftigere Toner, man maa have med
for at faa det hele til at klinge rigtigt. Eller med andre Ord: Den decide¬
rede Wiener-Kres, som hidtil er skildret, maa suppleres med Navne, der
ikke er knyttet til Hovedstaden. Af Forfattere fra Steiermarken kan anferes
Optimisten Wilhelm Fischer (fra Graz) og Rudolph Hans Burtsch, der
forst begyndte at skrive som 35-aarig Officer. Bartsch er meget last i
Middelstanden. Han staar paa Gransen mellem Underholdningsbegerne
og den egentlige Litteratur. Titlen paa en af hans Novellesamlinger: „Bit¬
tersede Karlighedshistorier“ virker som noget af en Selvkarakteristik.
Kendte Forfatterinder er den moderne estrigske Litteratur ikke rig paa.
44