—
S S

25. PPO
box 31/1
n die mangelfuldie entermaskiner
gav frygtelige Mellemakter. Det var utvivl¬
somt ei interessant Skuespil — som kun
slet ikke egnede sig for en saa lost sam¬
mensat Trup. Der var fire forhenverende
Teaterdirekterer med Dr. Mantzius i
Spidsen; han hyldedes med Blomsterregn.
Hvor stor en Glade det end var at gense
ham, blev der ingen rigtig Baggrund for
hans Kunst.
Det begyndte med en overfledig Prolog,
amartormessigt fremsagt af Hr. Moritz,
som ikke egner sig for det deklamatoriske.
Prologen handlede bl. a. om Kamp, Staal
og Sammenslutning i Enighed samt Vei
og Smerte. Det var scenisk Samfund, der
taltes om. Farligt gamle Prolog-Clicheer
at benytte nu, da Ordene uvilkaarlig har
faaet en helt anden Betydning.
Selve „Professor Bernhardi“, der hand¬
8
ler om Katolicisme og Antisemitisme, ved¬
kommer os jo ikke sterkt. I Stockholm,
hvor det blev en kunstnerisk Sukces, gik
det fem-seks Gange, Folk forlanger Skue¬!
spil, der angaar deres eget Liv, deres egne##
Hjerter. Her blev dette snart fint, snart!“#
skarpt dialektiske Skuespil, der er Tale
og atter Tale, kun undtagelsesvis Hand¬
ling, pillet itu af en usammenspillet Skarei!
med enkelte interesserende Momenter ogld
iovrigt Dilettantisme. Med al Velvillie nyt-|e
ter det ikke at paastaa andet.
Dr. Mantzius spillede Professorll
Bernhardi, den store Lage, som nagter
en Praest Adgang til en deende ung Kvinde,
fordi hans Tilstedekomst kun vil forbitre
hendes sidste lykkelige Stund med De¬#
dens Reedsel. Der kan veere meget delte
Meninger om Berettigelsen af hans Hand¬
ling, men det er en faengslende Profil
denne Menneskeven, som jages og feeldes,
fordi han er Jede, og fordi han ikke vil
affinde sig med det Hyklefkompagni, der
angiver ham. Der er utvivlsomt mere
Varme i Schnitzlers Lage, end Dr. Mant¬
zius lod sig marke med. Han kunde for
Resten have veeret alt andet end Lage.
Men Bernhardis Klogskab, hans myndige
Skarphed, hans personlige Overlegenhed
var der glimrende, Hvornaar genser vi
altsaa Dr. Mantzius paa Det kgl. Teater,
til hvis faste Stab han jo dog herer — selv
om kun paa Pensionslisten forelebig.
Ten enkelt Scene stettedes han nydeligt
af en ung Skuespiller, Hr. Sommer¬
feldt, der med naturlig Felelse og ikke
ringe Finhed udferte Preestens Rolle.
Derimod lykkedes Sammenspillet med
Hr. Fjelstrup mindre: han var pre¬
mièrenerves, saa man fik det Indtryk, at
han ikke kunde et Ord af sin Rolle. Der
kom ingen Sammenhang i den bredt ta¬
lentfuldt anlagte Figur.
Hr. Josias Bille spillede med ret elegant
Amater-Sikkerhed en Selskabs-Professor,
zom han var altfor ung til.
Der er vist ikke noget mere at bemerkei
i hvert Fald ikke veesentligt mere ats
huske i denne sene Nattetime.
Chr. G.