Perer eensene en ee ee
paa sine Steler ikke er langt, fra
Karikaturen. En Mozart vilde have
forstaact at antyde denne Digterens
Skrobelighed pan en Maade, der kun¬
de have virket befriende. Hr. Dohna¬
nyi er derimod ikke saa overlegen.
Han understreger tvertimod — og
det med tykke Streger — Uhyggen,
saa at man jesten jkke feler den ul¬
vorlig, men sender „Krrlighed uden
Stromper“ en venlig Tanke. Og da
dette ikke har varet Komponistens
Mening, er det en Skavank. De en¬
keite lette Stykker -— en Menuet og
et Par Valse — er desvarre ikke saa
gode, at de kan bede paa Resten.
De er ganske fine i Linierne, men
de er lidet inspirerede. Udforelsen
af Musiken var under Kapelmester
Nielsens Ledelse fint gennemfort.
Pantomimen gjonle Lykke. Pu¬
blikum forstod ikke rigtig, om Tra¬
giken i dette „Schnitzlerei“ var agte,
eller om den kunde ligge i Vestelom¬
men ligesom Trops Dyr.
R. H.
„Rescenenten og Dyret.“
I 4 Aar har den gamie Heib#rgske
Vandeville, der iaftes opfertes efter
„Pierrettes Sler“, ikke varet paa, Re¬
pertoiret.
Gensynet var praget af jublende
Glade. Det blev mere end Latter og
Bifald, det blev Demonstration.
Da Olaf Poulsen stak Hovedet
gennem Teltderen og kom alkende ind
eom Klatterup, bred Publikum ud i
et minutlangt Bifald, der ikke vil¬
de tilladle den popuhere Kunstner at
komme til Orde og som skulde sige
saa meget som: Vi. vil ikke af med
Olaf Poulsen!
Applausen fulgte isvngi ale
de gamle Rollehavende: Astrid
Zangenberg som Viva, Jonna
Neijendam som Madame Volti¬
subito, Anna Bloch som Rose, Hol¬
ger Hofman som Ledermann og
ikke mindst Dr. Mantzius som
seivo Resencenten Trop.
Nyhedens Interesse havde Poul
Hansen som den unge Elsker, hvis
emukke Sange han klarede let, og
Johannes Poulsen som Taskenspil¬
leren Nonpareil. Det blev en Pra¬
station, som man vil huske, praget
som den var af en fedtet, Alphonse¬
agtig Elcgance, der vilde have vundet
merligere, om Skuespilleren havde
bekvemmet sig til et Kostume, der
ogsaa bar Me#ke af Dyrhavsteltets
Lurvcthed.
Men fornejelig var Forestillingen,
saa fornojelig, at Korsyngemester
Axel Grandjean ct Par Gange
truede med at trille ned af den hoie
Dirigentstol.
Det er Munterhedens Triumf.
0. M.
Telephon 12801.
Wenden!
ND“
„ODSENTEN
I. österr. behördl. konz. Unternehmen
für Zeitungs-Ausschnitte und Bibliographien
Wien, I. Concordiaplatz 4
Vertretungen
in Berlin, Budapest, Chicago, Christiania, Genk,
Kopenhagen, London, Madrid, Mailand, Minne¬
apolis, New-York, Paris, Rom, San Francisco.
Stocknolm, St. Petersburg.
(Quellenangahe ohne Genähr.

N0. Tr.
gomi
—aaan
Det kgl. Teater.
Den meget omtalte Panto¬
mime „Piereites Sior“ viste sig
ved Fersteopfereisen i Lerdags
at verre sterk Rost med krasse
Effekter, som dog neppe gjorde
den tilsigtede Virkning paa Pu¬
blikum. I hvert Fald var Bifal¬
det iil Siut ikke saa overveel¬
dende staikt.
Naar Tilskuerne ikke blev
saa sterkt grehne, som de opri¬
vende Scener egentlig burde
have gjort. skyldes dette Udfe¬
Feisen. Denne burde aabenbarig
###e were lagt i Ballettens
Hender, men overladt Skue¬
spillet. Et Bevis herpaa var det
ogsaa, at Hr. Johs. Poulsen,
der spillede Harlekin, var denk
eneste, der traf det rettc. Hans
i brutal Energi stivnede Maske
og meget starke Ageren var
helt i Stilen. Derimod glippeden
det for baade Hr. Beck som
Pjerrot og Fru Ellen Priceg
som Pjerrette. Den ferste var
en ganske almindelig Ballet¬
eisker, og Fruen gav heller in¬
tet sterligt. Den store Vanvids¬
scene i sidste Akt maa, spillet
af en betydelig Kunstnerinde,
Ivere af maegtig Virkning. Nuj
sjorde den ikke sterre Indtryk.
Bagefter gaves Heibergs
„Recensenten og Dyret“, der
altid trods sin Langde morer.
Navnlig var Tilskuerne henryk¬
te over Hr. Mantzius’ Trop,
Hr. Olaf Poulsens Klatte¬
rup og Hr. Hofmanns Leder¬
mann. Dette herlige Treklevers
store Scene vakte ustandselig
Latter. Hr. Johs. Poulsen
havde af Taskenspilleren skabt
en typisk Artistfigur som sam¬
men med Fru Neiiendams
Beriderske morede meget. Frk.
Zangenberg var en saare
smuk Elskerinde.
Bifaldet var heit igennem
sterkt.
Brd.