R


22







Se


4

B


S
n







engene



S


25




##a

83312
K
Fru Price de Plane og Hr. Hans Beck.
Mand og kan sin Kontrapunkt, er der vel
ringe Fantasi, gjorde Lykke, takket vare Dan¬
ingen, der tvivler paa, hau viser det desuden
sene, Fest=Uroen — og Hr. Johannes Poul¬
flere Steder. Skade blot, at „Realismen“ 1
sen. Han alene havde den moderne Pantomi¬
disse Billeder gor denne Polyfoni til egentlig
mes Stil. Med sit rode Haar, sit stive og
vilde, degenererede Ansigt, sin Haan ag Tryglen
Kakofoni. Af de formelt affluttede Stykker 1
Partituret, de enkelte „Dause“ der forekommer
og Brutalitet anslog han heftigt Stemningen
er der ingen, som musikalsk imponerer. Denne
og gennemspillede den med hidsig Kraft. Han
Vals og denne Menuet oa denne Galov er ikke
traf Pantomimens Tone. (Havde vi overhovedet
Brug for denne Tone?)
Naa, Bornene livede op under „Recensenten
og Dyret“. De lo hojt og befriet. Vi andre
ogsaa. Hvilket fantastisk Treklover — Hr. Olaf
Poulsens Klatterup, Dr. Mantzius'
Trop og Hr. Hofmanns Ledermann; Hu¬
moret er vildere end nogen Sinde — og Olaf
*
Poulsen behover jo nu kun at aabne Munden,
saa skogrer Publikum. Hr. Poul Hansen
synger kont som Keiser. Hr. Johannes Poul¬
sen giver Nonpareil med morsom Kulor —
en Bakkens havareret elegante „Verdensmand“
Folk var ellevilde over det brillante Variété¬
Dansenummer, han havde indstuderet sammen
med Fru Neiiendam. Havde det mon stemt
rigtig sammen med Heibergs Wstetik?
Chr. G.
Musikken til „Pierrettes Slor“ er af Ernst
v. Dohnanyi, den bekendte Klaverspiller.

Han er, som man ved, en udmarket Kunstner
paa sit Instrument, Klaveret, og har nu alisaa
sat sig for, ligesom sin ikke mindre beromte
Kunstfaelle Eugen d'Albert, at skrive for det
store Instrument, Orkestret. Ved at hore denne
Musik er det, man feester sig ved, netop dette,
Apparatet, Orkestret. Dohnanyi tumler med dette
som med sit Klaver, impulsivt og fantastisk, just
ikke elegant — dertil er han endnu for forceret
men uhyre fordringsfuldt. Han skriver Or¬
kesterstemmer som til lutter Virtuoser, iseer paa
Bleeserkontoen forefalder der Episoder, som end
ikke den udmerkede Besctning, det kgl. Kapel
raader over, fuldt kunde klare. Anledning til
Johannes Foulsen som Arlechino.
at „glimre“ solistisk for nogen af Parthaverne
er der mindst af alt. Men „Apparatet“ er der,
ilde og er ikke just „simple“ men fornemme er
og Dohnanyi bruger det til at give alt det
de heller ikke, og enhrer anden af Dohnanyls
Kod og Blod, som foregaar paa Scenen.
esterrigske Medkombattanter paa dette Omraade
Det bedste, man kan sige om hans Musik,
havde, ned langt mindre Anspandelse af „Ap¬
er, at den formaar dette. Den er Tip=Top af
paratet“ kunnet gore det og har gjort det
Realisme. Al den Jammer og Elendighed og
langt bedre. Og i de Hovedmotiver, eller ret¬
Uhygge og Reedsel, der spaender Sindet i disse
tere „Ledewotiver“, han bruger, er der paafal¬
dende lidt originalt. De strutter af Richard
mimiske Billeder, forteetter sig og faar Liv i
Wagner.
hans Toner. Man kan have meget delte Me¬
Kapelmester Carl Nielsen dirigerede med
ninger, om der er nogen „Nydelse“, ved dette.
Men Resultatet er der. Musikken „maler“ ikke
stort Liv og med netop den nervose „Impressi¬
og „skildrer“ ikke; den staar ikke udenfor sin
onisme“, som dette realististe Vark ilke kan
Opgave, den er det, der foregaar, simpelth n.
vere foruben.
A. H.
De egentlig „musikalske“ Veerdier er det
mindre med. At Dohnanyi er en velstuderet