19. Der Ruf des Lebens
box 24/2

n chen
paa, at hun skifter Sind.
Endnu samme Dag rober Faderen
hende en frygtelig Hemmelighed. Han
skrifter for hende, at det er ham, der
var den elendige, der for tredive Aar
siden fik Regimentet til at svigte sin
Pligt. Han, der var mellem Officerer¬
ne, havde pludselig hert paa Livets
hoie Raab, Hustru og Born var blevne
ham mere end Fedrelandet. Han hav¬
de lige med ét vendt sin Hest og var
stormet af Sted, og de andre havde
fulgt ester ham. Mod denne Fader me¬
ner Marie ikke langere at have Plig¬
ter. Hun holder saa mange Sovedraa¬
ber i hans Glas, at han aldrig vil
vaagne mere, og iler saa bort til sin
Oflicer. Ogsaa hun felger Livets hoje
Raab. Nu giver hun sin unge, smikke,
svindsottige Kusine Katrine Ret, hun,
der stadig flagrer fra den ene Mand til
den anden for ret at nyde Livet, for¬
inden alt er forbi.
Men det er i en alt andet end
velvalgt Stund, at Marie kommer til
sin Max. Uset overveerer hun et be¬
veget Optrin mellem ham og hans
Obersts unge Frue Irene. Max er
ulykkelig over, at Obersten har fattet
Mistanke til dem, inen Irene er lige¬
glad. Ogeaa hun lytter kun uil Livets
Raab og opfordrer sin Elsker til at
anstillo sig syg og saa flygte. De kan
medes ved den ungarske Granse og
kan i Udlandet begynde Livet forfra.
Deres Samtale afbrydes brat af Ober¬
sten, der etormer ind i Stuen og sky¬
der Irene ned. Max beder ham om
Jogsaa at skyde ham, men Obersten for¬
drer, at Lojtnanten selv skal tage Li¬
vet af sig og give det Skin af, at han
forinden har dreebt sin Elskerinde. Max
lover st adlyde sin foresatte, som han
har fornermet saa grovelig. Da den
krenkede Egtemand saa har fjernet
sig, kommer Marie frem fra sit Skjul.
Hvad hun har erfaret, har ikke 1
mindste Maade forringet hendes Folel¬
ser for den bedaarerde Lejtnant, sam¬
men med hvem hun nu bliver, indtil
han om Morgenen skal lade sit Liv.
Tredje Akt foregaar nogle Uger
senere i en lille Landsby i Nerheden
af Wien, hvor Marie er taget ud til
en Tante. Hun er om Morgenen gaaet
hjem med den Tanke nabent og eerlig
at bekende, at hun har aflivet sin Fa¬
der, men Lagen har al. Medfolelse for
hende erklieret Faderens Dod for gan¬
ske normal. Marie har, til Trods for
det forefaldne, ikke tabt Lysten til at
levo, og den ualmindeligt liberale Lage
giver hende endogsaa det Haab, at den¬
ne Langsel efter Livet maaske virkelig
en Gang vil bringe hende Lykken.
Endnu en Gang frier Forstmanden til
hende, men da hun forteller ham, hvad
der, er gaaet for sig, treekker han sig
tilbage, dog uden at fordemmme hende.
Det berlinske Publikum har dog
ikke vieret saa overbeerende som de to
Herrer. Skent saa fremtredende Kreef¬
ter som Iene Triesch, Ritt¬
Iner, Bassermann, Reicher og.
Elso Lehmann udferer de viesent¬
ligste Roller, holder Skuespillet sig
vistnok meppe ret lange.
Theatrophil.