ekildrer, udon at virke Snderlig over¬
bevisende, hvorledes en ung Forfatter.
hvis Virkekraft pludselig er bleven lam¬
met, bliver til en segte Digter ved at er¬
fare, at hans Moder, som han tilbad, har
begaaet Selvmord for at gere ham fri,
idet hendes Sygdom hammede hans
Arbejde.
Nu vil han arbejde med vroldig Enorgi,
idet fhan ellers vilde falde sammen under
Bevidstheden om at have veeret den, der
drev Moderen i Deden.
Unsegtelig meget paradoxalt!
Kvinden med Dolken“ er Titlon paa
et bekendt italiensk Maleri fra Rentesance¬
tiden, der heenger i Berlins Malerisamling,
og som forestiller en ung Kvinde, der om¬
bringer en ung Mand. Det lille Skuespil
foregaar paa Museet. Den unge Fru Pau¬
line har tilstanet sin Kurmager et Stevne¬
niede, og de staar fordybede 1 Beskuelse
Hovedperson frembyder en Del Ligued
ined den unge Dame. Medens hun un
tgrunder over, hvorvidt hun virkelig skal
#eret utro mod sin Agteftelle, hvem hun
egenlig holder meget af, synker bun
pludselig hen i en Drem. Akkurat som
Heibergs Skuespil „Syysoverdag“
eller 1 H. C. Andersene Fortrelling
„Lykkens Galoscher“ er han pludselig
bleven tryllet langt tilbage 1 Tiden. Ber¬
linerinden fra anno 1902 Fru Pauline er
bleven til Florentinerinden Fru Paola fra#
Medieeernes Tid. Hun er gift med Male¬
ren Remigio, og det er Morgenen efter
en Nat, hun har tilbragt sammen med en
Eisker, Maleren Leonardo, hun i Grun¬
den ikke bryder eig om. Agtemanden
kommer pludselig hjem, den trolese Hu¬
stru tilstaar sin Brede for ham og dreeber
for hans Ojne den unge Mand, med hvem
hun har bedraget ham.
Men medens hun svinger Dolken, ser
Manden i hende ikke den angrende Hustru,
men den ypperlige Model til et Billede.
Medens Leonardo raller paa Gulvet i Deds¬
kampen, griber Remigio Pensel og Palet
og maler Hustruen. Saaledes er Mendene,
siger Schnitzler. Og da Dremmen er
svundet, og Fru Paola atter er bleven:
Fru Pauline, hevner hun sit Ken paa
Meendene ved at bevilge Kurmageren,
der i Grunden er hende temmelig lige¬
gyldig, det begeerede Mede.
„De eidste Masker“ foregaar paa et
Hospitel, eom Schnitzler, der solv har
studeret Mediein, forstaar at togne med
megen Nejagtigbed. Den udt#erede deende
Journalist Karl Rademacher vil, fer han
forlader Livet, forteelle sin Ungdoms¬
kammerat Alexander Weihgest, der er
Ablevt1 en beromt Digter, hvilken hul,
elendig Pyr han er, og hvor hans Suk¬
ces’er er ufortjente. Ja, han vil endogssa
afslere ham hans huslige Ulykke vedat
forteelle ham, at hans Hustru bedrager
ham. Som en Slags Generalpreve spiller
han forinden Digterens Komme hele Sce¬
nen sammen med en vigtig, brystsyg
Skuespiller, der ligger paa samme Stue
som han.
Men da saa Weihgast kommer, og
Journalisten rigtig ser, hvor tom, hvor
intetsigende, hvor latterlig han er i al
sin greenselese Forfengelighed og Dum¬
bed, saa gider han ikke heevne sig paa en
saadant Karikatur. Digterens hele Liv,
der beror paa en eneste stor Legn, af¬
veebner Journalisten. Han finder ikke
mere sin egen Skebne saa utaalelig og
der tavs.
„Literatur“ er 1 Modsstning til de
Tandre tre Stykker en ren og skeer Farce,
som det synes noges i Smag med Gustav
Wieds Satyrspil. Stykkets kvindelige