Elsker, Maleren Leonardo, hun i Grun¬
den ikke bryder sig om. Agtemanden
kommer pludselig hjem, den trolese Hu¬
stru tilstaar sin Brede for ham og dreber
for hans Ojne den unge Mand, med hvem
hun har bedraget ham.
Men medens hun svinger Dolkon, ser
Manden i hende ikke den angrende Hustra,
men den ypperlige Model til et Billedo.
Medens Leonardo raller paa Gulvet i Deds¬
kampen, griber Remigio Pensel og Palet
og maler Hustruen. Saaledes er Mandene,
siger Schnitzler. Og da Drommen er
svundet, og Fru Paola atter er bleven
Fru Pauline, havner hun sit Kon paa
Mrendene vod as bevilge Kurmageren,
der i Grunden er hendo temmelig lige¬
gyidig, det begeerede Mede.
„De eidste Masker“ foregaar paa et
Hospitel, som Schnitzler, der selv har
studeret Mediein, forstaar at tegne med
megen Nejagtighed. Den udt#erede deende
Journalist Karl Rademacher vil, fer han
forlader Livet, fortselle sin Ungdoms¬
kammerat Alexander Weihgast, der er
Ablevc1 en beremt Digter, hvilken hul,
elendig Fyr hau er, og hvor hans Suk¬
ces’er or ufortiente. Ja, han vil endogena
afslere ham haus huslige Ulykke ved at
fortselle ham, at haus Hustru bedrager
ham. Som on Slags Generalpreve spiller
han forinden Digterens Komme hele Sce¬
nen sammen med en vigtig, brystsyg
Skuespiller, der ligger paa samme Stue
som han.
Men da saa Weihgast kommer,
Journalisten rigtig ser, hvor tom, hvor
intetsigende, hvor latterlig han er i al
sin greenselese Forfeengelighed og Dum¬
bed, saa gider han ikke heevne sig paa en
eaadant Karikatur. Digterens hele Liv,
der beror paa en eneste stor Legn,
veebner Journalisten. Han finder ikke
mere sin egen Skeebne saa utaalelig og
„Literatur“ er 1 Modsetning til de
andre tre Stykker en ren og skeer Farce,
som det synes nogel i Smag med Gustav
Wieds Satyrspil. Stykkets kvindelige
Hovedperson, den unge, kenne, flotte Fru
Margrethe, har en „Fortid“. Hun var gift
med en Spidsborger, har gjort sig fri, er
(bleven Digterinde, har i München moret
(sig i Bohemekredse, men vil nu atter ind
1i roligere og mere betryggende Forhold
ved at vandre til Alteret med en ind¬
skreenket adelig Sportsmand Baron Clemens.
Denne vil ikke have, at hans Hustru
fremtidig skal skrive Beger som fer. Han
finder, at det er plebejish at selge Op¬
levelser, selv om de kun er opfundne, 1
Form af Beger til Folk. Han aner ikke,
at Oplevelsorne kun er altfor sande, og
at en feerdigtrykt Bog, af hvilken han,
lige forinden den er udkommet, har opkebt
hele Oplaget, kun er Beretning om Mar¬
grethes Aventyr med en Münchener¬
Literat.
Baronen faar det imidlertid tilfseldig¬
vis at vide. I sidste Ojeblik bilder man
ham dog ind, at det hele beror paa en
Misforstaaelse, og fastere end fer vil han
tro paa sin Margrethes grundmurede Dyd.
Fra den bekendte Samling „Anatol“ ved
man, at Jehnitzler kan verre en meget
vittig Mand. Han er det ogsaa ker.
„Deutsehes Theater“s bedste Tropper
er naturligvis i Ilden. Bassermann var
Digteren i det tredje og Baronen i det
fjerde Stykke, Max Reiphardt spiller
Rodemacher, Irene Triesch Pauline og
Margrethe.
Theatrophil.
Sahn rchesieen
d