Det var et i sjalden Grad smukt og
idealt dramatisk Arbejde, som Skue¬
spillere fra „Kobenhavns frie Scene“
i Aftes opforte her paa Teatret, kun
maa beklages, at Publikum var modt
saa faatalligt. Handlingen, der er
overmaade original og spendende, fore¬
gaar i en velhavende wiensk Embeds¬
familie. I forste Akt, hvor til at be¬
gynde med straalende Ungdom og Lykke
slaar en i Mode, faar alt dette en brat
Asslutning, da alle Damers Yndling,
Husets unge Son Hugo, bringes doende
til sit Hjem, efter at vare forulykket
paa en Ridetur. Inden Hugo dor,
betror han sin Moder, at han har en
lille Dreng med sin Elskerinde Toni
Weber, og det er hans „sidste Villie“
at de to skal optagesi Huset og knyttes
til Familien. Dette sker. Og alle
elsker den lille Dreng og er taalelig
flinke mod Moderen; men da ogsaahan,
den lille blege Skrantning, dor, saa
merker den fattige Toni forst rigtig,
hvor overflodig hun er i det rige Hjem.
Man skammer sig over hende, og da
tilmed Husets Svigerson, den bornerte
og hadske Dr. Schmidt, saa utvetydig
fordrer hende drevet ud af Huset, for¬
lader den stakkels Toni sonderknust det
Hjem, der havde givet hende Naadsens¬
brod, men ikke det, hun trengte mest
til: Karlighed. Derfor fortrakker hun
Doden. Men Franziska — den afdodes
varmtsolende Soster — hun er som
Famliens onde Samvittighed; da hun
erfarer at Toni er borte og har fundet
den Seddel, hvorpaa stod, at „de aldrig
mere fik hende at se“, retter hun de
haftigste Bebrejdelser mod Forcldrene,
og sin forlovede, den ubarmhjertige Dr.
Schmidt, sioder hun haardt fra sig, idet
hun fortvivlet siger til Moderen: „Vi
har kun vist hende Naade, medens dei
dog var vor Pligt at veere gode mod
hende" — Skuespillet virker som den
bedste Tragedie og ger starkt og gri¬
bende Indiryk paa Tilskueren. Men der
mag ogsaa indrommes, at „den frie
Scene“s Kunstnere gay Stykket en saa
veerdig Udsorelse, at alt her kom til sin
Ret. Fru Rassow fandt de smukkeste
Udtryk for den stakkels Tonis Lidelser
og Frk. Fausta Nielsen var
overordentlig sympatetisk som den trofaste
Franziska. Tourneens Leder og Stykkets
Isceneseetter, Hr. Axel Strom, var
en udmarket og karakteristisk Fremstiller
af den gamle Professor Lotti, medens
Fru Bügel med en egen Veerdighed
spillede Hustruen. Frk. Emma Chri¬
stiansen fortjener fluttelig at frem¬
heves for sit smukke Spil. —
spillende blev gentagende fremkaldt.
L.
A beinn, Luen
Oeni, Kopenhagen, London, Madrid, Mailand, Minlidexpone.
Neu-Vork, Paris, Rom, San Francisco, Stockheim, St Peisse.
burg, Toronto.
—
Aunchmtt aubd A
eban:
b. 1010 1 ne
1
Horsens Theater.
„J Dodens Stund“.
Der er dem, som drister sig til at
sidestille Arthur Schnitzler med Henrik
Ibsen. Det mener bi er noget vovet.
Men en betydelig dramatisk Forfatter
er han uden Tvivl.
I Aftes viste han os Menneskenes
Hjerteloshed og Pjaltethed i al sin
Uhygge. Man gos ved Synet, men
maatte med et Suk indromme, at saa¬
dan er det.
Professor Losattis Son Hugo har
i en Aarrcekke hemmeligt levet sammen
med en ung Pige, Toni Weber, og de
har en Dreng paa fire Aar. Paa en
Ridetur styrter Hugo med Hesten og
beeres doende hjem. Her fortceller han
Forceldrene om Forholdet til den unge
Pige og aftvinger dem Loftet om at
tage hende og Barnet i Huset, hvis
han dor.
J anden Akt er Toni og Barnet hos
Professorens. Alle forguder Hugos¬
Son, og af Hensyn til ham er de ven¬
lige mod Moderen, Men Familiens
O##sbryder Forbindelsen med
#. De onsker ikke, at deres Damer
skal traffe sammen mid en saa tvivlsom
Kvinde. Imidlertid synes Familien at¬
finde sig deri med Heltemod af Keerlig¬
hed til Barnet og til Hugos Minde.
Men saa dor Barnet, og med ét
forandres Situationen. Toni er nu
kun til Besveer. En for en gaar Fa¬¬#
milien over til den Anskuelse, at nu
kan man godt lade Toni reise. Selv¬
folgelig skal hun have Penge, men det
er for ubehageligt vedvarende at satte
sig op mod den offentlige Mening. Og 1
den stakkels Toni, som har mistet de to##
hun elskede, og som staar ganste ene i
Verden, og ikke finder Stotte et eneste
Sted, gaar sin Vej — og drukner sig.
Det er et trist Billede af Livets
Übonhorlighed og Menneskenes Gru¬
somhed, Forfatteren her opruller for
os. Men det er aegte. Den stakkels
Pige, som kun har begaaet den ene
Brode, at hun har elsket en rig, ung
Mand over alt andet, forstodes af alle,
medens hendes Elsker forgudes og alle
Laster tillades andre, naar kun Velan¬
stendigheden udadtil bevares.