Liebelei
5. B
box 11/3
skab.
Det sidste synes vi ikke kan siges om
„Elskovsleg : Noget seerlig betydeligt
Arbejde kan det vel ikke kaldes, men
det har dog et Alvorsord at sige os,
og det siger det paa en Mande, som vi
forstaar og husker.
Ganske vist er de to forste Akter lidt
tynde; i 1ste preesenteres vi blot for de
to unge Levemand og deres Pigeborn,
mens man kun horer om Fritz Lobhei¬
mers (Adam Poulsens) stabnesvangre
Forhold til en gift Kone. Den flutter
med en Udfordring fra hendes Mand.
J anden Akt befinder bi os i den
gamle Musiker Weirings tarvelige Hjem.
Hans Datter Ehristie er nu Fritz's
Elskerinde, men medens han tager For¬
holbet paa samme lette Maade som tid¬
ligere, bliver det ramme Alvor for
hende. Keerligheden er for hende hele
Livet. Ganske fin er Skildringen af
Fritz' Affked med Christine, hvor kun
han bed, al det manfterer sidste Gang.
Der er i disse to Akter mange gode
Enkeltheder, men Handlingen er for
ubetydelig og slaber sig ofte lidt lang¬
somt afsted. J. 3die Akt kommer der
mere Fart i Tingene. Christine sidder
nu paa tredie Dag og venter og venter
paa Fritz, der imidlertid er bleven skudt
i Duellen og begravet for en Time
siden. Hendes gamle Fader soger for¬
geeves at forberede hende. Saa kom¬
mer Vennen med den frygtelige Sand¬
hed. Den sidste Scene hever sig op i
Neerheden af den eegte Tragedie, og
Forfatteren finder her rammende Udtryk
for de store Sjelslidelser.
Som Christine var Fru Anna
Larssen den, der samlede Hovedinter¬
essen om sig. Iforste Akt forekom hun
os lidt mat, men allerede i anden
Akt skildrede hun rorende den tillids¬
fulde Hengivelse i Ojeblikkets Lykke, og
i sidste Akt, hvor Lidenskaben bryder
frem, var hendes Spil ligefrem mester¬
ligt. Da Tappet faldt sidste Gang, var
der Taarer i mange smukke Kvindeojne.
Hr. Adam Poulsen spillede Fritz
Lobheimers mindre betydelige Rolle
fint og forstagende, og Froken Oda
Rostrup og Hr. Carlo Wieth som
det letlevende Par var fuldt ud tro¬
verdige. Hr. Vald. Psilander,
som vi for har set i Provinsen, gjorde
den gamle Musiker megét sympathetisk,
og vi bemeerkede med Gleede hans
smukke og soignerede Sprog.
Selvfolgelig var der sstopfuldt Hus
og meget livligt Bifald. Det manglede
ogsaa bare, at Horsens skulde svigte,
naar der bydes paa saa god Kunst:
Coquin.
5. B
box 11/3
skab.
Det sidste synes vi ikke kan siges om
„Elskovsleg : Noget seerlig betydeligt
Arbejde kan det vel ikke kaldes, men
det har dog et Alvorsord at sige os,
og det siger det paa en Mande, som vi
forstaar og husker.
Ganske vist er de to forste Akter lidt
tynde; i 1ste preesenteres vi blot for de
to unge Levemand og deres Pigeborn,
mens man kun horer om Fritz Lobhei¬
mers (Adam Poulsens) stabnesvangre
Forhold til en gift Kone. Den flutter
med en Udfordring fra hendes Mand.
J anden Akt befinder bi os i den
gamle Musiker Weirings tarvelige Hjem.
Hans Datter Ehristie er nu Fritz's
Elskerinde, men medens han tager For¬
holbet paa samme lette Maade som tid¬
ligere, bliver det ramme Alvor for
hende. Keerligheden er for hende hele
Livet. Ganske fin er Skildringen af
Fritz' Affked med Christine, hvor kun
han bed, al det manfterer sidste Gang.
Der er i disse to Akter mange gode
Enkeltheder, men Handlingen er for
ubetydelig og slaber sig ofte lidt lang¬
somt afsted. J. 3die Akt kommer der
mere Fart i Tingene. Christine sidder
nu paa tredie Dag og venter og venter
paa Fritz, der imidlertid er bleven skudt
i Duellen og begravet for en Time
siden. Hendes gamle Fader soger for¬
geeves at forberede hende. Saa kom¬
mer Vennen med den frygtelige Sand¬
hed. Den sidste Scene hever sig op i
Neerheden af den eegte Tragedie, og
Forfatteren finder her rammende Udtryk
for de store Sjelslidelser.
Som Christine var Fru Anna
Larssen den, der samlede Hovedinter¬
essen om sig. Iforste Akt forekom hun
os lidt mat, men allerede i anden
Akt skildrede hun rorende den tillids¬
fulde Hengivelse i Ojeblikkets Lykke, og
i sidste Akt, hvor Lidenskaben bryder
frem, var hendes Spil ligefrem mester¬
ligt. Da Tappet faldt sidste Gang, var
der Taarer i mange smukke Kvindeojne.
Hr. Adam Poulsen spillede Fritz
Lobheimers mindre betydelige Rolle
fint og forstagende, og Froken Oda
Rostrup og Hr. Carlo Wieth som
det letlevende Par var fuldt ud tro¬
verdige. Hr. Vald. Psilander,
som vi for har set i Provinsen, gjorde
den gamle Musiker megét sympathetisk,
og vi bemeerkede med Gleede hans
smukke og soignerede Sprog.
Selvfolgelig var der sstopfuldt Hus
og meget livligt Bifald. Det manglede
ogsaa bare, at Horsens skulde svigte,
naar der bydes paa saa god Kunst:
Coquin.