Liebelei
5. S
box 13/6
1 Programmet indrommer Over-Jakkerygge ude af Stilen, men Scene¬
arrangementerne modvirkede hinanden
setteren Mogens Dom, der har gjort
— ab
og besverliggjorde Kontakten mellem
sit Arbejde „efter Onske“
„Liebelei“ ingenlunde kan overseet-Fde Sgugendene Orkestret. Instruktio¬
nen var til Tider nesten komisk „gam¬
tes ved det uskyldige „Svermeri“.
Og det skal han have Ret i. Imelmodisk“: ved Ordet „op“ peges
op, ved Ordet „ned“ ned, ved Ordet
Schnitzlers Mund beted „Liebelei“ en
megét koldsindig Form for Letsind, „Hjerte“ peges paa Hjertet, ved Or¬
et tomt Rekordjageri paa Kareste- det „Smil“ smiles, tre Skridt til hefre,
riets Omraade, og hans „Liebelei“, er Frundt om hinanden, tre Skridt til ven¬
Historien om en kynisk Lejtnant, derstre. De aldste Piger paa Bakken
bukker under for denne temmelig stu-har altsaa ikke forgaves bevaret de
pide Kasernesport, og derfor er saa hundredaarige Traditioner. Dilettant¬
revyerne i Handels- og Kontomstfor¬
edelagt af Pigehistorier, da han
endelig moder den, det burde have jeningerne virker helt banebrydende
veret — at Lykken ikke kan reali-ved Sammenligningen.
Midt i al denne kunstneriske Jam¬
seres, Fortiden udelukker Frem¬
mer gik Holger Reenberg rundt i en
tiden. Hvilket udmarket finder sit
Symbol deri, at han — da han ende-gammel Musiklarers Lignelse og spil¬
lig har vundet den Ene, den Udvalg-lede et Menneske. Hver Gang han
som en Stemmegaffel gav Tonen C rent
te — desvaerre maa afvikle sin sidste
Karlighedsaffere med en Duel, hvoris og klart, brelede Stykket, Sceneriet
han falder. Det er en lille besk og de Medspillende et falsk G. Erling
Novelle. Og ynaar man nu beten-Schreder klarede dog den fade Tin¬
ker, at Schmitzler var en af Realis-soldat-Lejtnant helt flinkt, og Heury
mens modigste Pionerer, og at han Schmidt sekunderede ham bravt. Cla¬
aldrig blev tret af at pege paa den! ra Oste, der jo ikke synger stort be¬
Verden, han som Lage dagligt hav-f hageligere end en Kniv, der skrider
de for Oje, denne Pandoras Eske paa en Tallerken, har et aegte Koloni¬
af brutal Seksualitet, Konssygdom-havehumer og maatte ofte sige Afte¬
me og anden Elendighed, som sej-nens bedste Vittighed. Den led kort
—og godt: „s’gu“!
lede under Etiketten Svermeri
saa forekommer det Indfald at ville —Enung og fager Dame, Frk. Flas
Jarlback, debuterede — tror vi da —
i Stykkets kvindelige Horedrolle som
den troskyldige Christine. Hvad hun
ellers rummer, maa Tiden vise, men
hun var som fundet til Partie“. An¬
sigtsovalen som en. gammel D##re¬
otypi-Ramme, lige til Ius#ertel-
kransen, Profilen en Kamé, Totalind¬
trykket: Psyke fra Kommoden i en
peen Borgerstue kunde ikke bare en
var ved sin Entré lidt nerves oglangst!
for at andre det Ansigtsudtryk, hun#
lige harde sikret sig i Garderobespej¬
let, men efterhaanden figurerede hun
rigtig net og aabenbarede et stort og.
pregtigt Stemmemateriale, som hun
ubetinget maa kunne udnytte, naar
hun blot kan blive enig med sig selv!
om Stemmelejet. Hun virkede i evrigt
nobelt og sympatisk.
Men som Helhed var Aftenen direk¬
te ubehagelig. Om det saa var Kla¬
ken, virkede den i Aftes dilettantisk
og slet instrueret. Enhver Mistanke
om, at den skulde vere professionel,
bortfaldt. Ferst til allersidst forstod
den, at det var Alvor: nu skulde der
klappes. Og det blev der saa. Men
det er usandsynligt, at denne Verdens¬
Ur-Première paa Wienerschnitzler à la
red Sodavand indleder nogen Ur¬
Verdens-Sukces.
Svend Borberg.
5. S
box 13/6
1 Programmet indrommer Over-Jakkerygge ude af Stilen, men Scene¬
arrangementerne modvirkede hinanden
setteren Mogens Dom, der har gjort
— ab
og besverliggjorde Kontakten mellem
sit Arbejde „efter Onske“
„Liebelei“ ingenlunde kan overseet-Fde Sgugendene Orkestret. Instruktio¬
nen var til Tider nesten komisk „gam¬
tes ved det uskyldige „Svermeri“.
Og det skal han have Ret i. Imelmodisk“: ved Ordet „op“ peges
op, ved Ordet „ned“ ned, ved Ordet
Schnitzlers Mund beted „Liebelei“ en
megét koldsindig Form for Letsind, „Hjerte“ peges paa Hjertet, ved Or¬
et tomt Rekordjageri paa Kareste- det „Smil“ smiles, tre Skridt til hefre,
riets Omraade, og hans „Liebelei“, er Frundt om hinanden, tre Skridt til ven¬
Historien om en kynisk Lejtnant, derstre. De aldste Piger paa Bakken
bukker under for denne temmelig stu-har altsaa ikke forgaves bevaret de
pide Kasernesport, og derfor er saa hundredaarige Traditioner. Dilettant¬
revyerne i Handels- og Kontomstfor¬
edelagt af Pigehistorier, da han
endelig moder den, det burde have jeningerne virker helt banebrydende
veret — at Lykken ikke kan reali-ved Sammenligningen.
Midt i al denne kunstneriske Jam¬
seres, Fortiden udelukker Frem¬
mer gik Holger Reenberg rundt i en
tiden. Hvilket udmarket finder sit
Symbol deri, at han — da han ende-gammel Musiklarers Lignelse og spil¬
lig har vundet den Ene, den Udvalg-lede et Menneske. Hver Gang han
som en Stemmegaffel gav Tonen C rent
te — desvaerre maa afvikle sin sidste
Karlighedsaffere med en Duel, hvoris og klart, brelede Stykket, Sceneriet
han falder. Det er en lille besk og de Medspillende et falsk G. Erling
Novelle. Og ynaar man nu beten-Schreder klarede dog den fade Tin¬
ker, at Schmitzler var en af Realis-soldat-Lejtnant helt flinkt, og Heury
mens modigste Pionerer, og at han Schmidt sekunderede ham bravt. Cla¬
aldrig blev tret af at pege paa den! ra Oste, der jo ikke synger stort be¬
Verden, han som Lage dagligt hav-f hageligere end en Kniv, der skrider
de for Oje, denne Pandoras Eske paa en Tallerken, har et aegte Koloni¬
af brutal Seksualitet, Konssygdom-havehumer og maatte ofte sige Afte¬
me og anden Elendighed, som sej-nens bedste Vittighed. Den led kort
—og godt: „s’gu“!
lede under Etiketten Svermeri
saa forekommer det Indfald at ville —Enung og fager Dame, Frk. Flas
Jarlback, debuterede — tror vi da —
i Stykkets kvindelige Horedrolle som
den troskyldige Christine. Hvad hun
ellers rummer, maa Tiden vise, men
hun var som fundet til Partie“. An¬
sigtsovalen som en. gammel D##re¬
otypi-Ramme, lige til Ius#ertel-
kransen, Profilen en Kamé, Totalind¬
trykket: Psyke fra Kommoden i en
peen Borgerstue kunde ikke bare en
var ved sin Entré lidt nerves oglangst!
for at andre det Ansigtsudtryk, hun#
lige harde sikret sig i Garderobespej¬
let, men efterhaanden figurerede hun
rigtig net og aabenbarede et stort og.
pregtigt Stemmemateriale, som hun
ubetinget maa kunne udnytte, naar
hun blot kan blive enig med sig selv!
om Stemmelejet. Hun virkede i evrigt
nobelt og sympatisk.
Men som Helhed var Aftenen direk¬
te ubehagelig. Om det saa var Kla¬
ken, virkede den i Aftes dilettantisk
og slet instrueret. Enhver Mistanke
om, at den skulde vere professionel,
bortfaldt. Ferst til allersidst forstod
den, at det var Alvor: nu skulde der
klappes. Og det blev der saa. Men
det er usandsynligt, at denne Verdens¬
Ur-Première paa Wienerschnitzler à la
red Sodavand indleder nogen Ur¬
Verdens-Sukces.
Svend Borberg.