erenr enereneenmnmacheen
hvis
ilke Fortolkningen havde klikket noget vel
jike mere varcisulo og indholdsr
den af yndefulde, mekaniste Dukker. Naar Menne¬
ofte.
man tor v.k gaa nd fra, at en
skefremstillingen synker ned — som oftest i Ballt¬
paa en Prove iller lo ille for
„Litteratur“ har varet spillet for; det
ten — i sieellos Ashangighed af Musilken, for¬
derligt i Oxfattelie og Uotiyk hoh
er er lidt godtkobs, men taknemmeligt Wmne at
vandles Livet paa Seenen til en — let natag¬
allerede mange Gange har lost en
karikere den Sjelsforkludrelse, der er den pro¬
tig — Antomalisme; det samme, som det gal¬
eg lemtelamentsfuld Clef omhe
fessionelle Sygdom i Litteratkredse, hvor man
gabe.
der om ved Fremstgelse af Vers, bor jo galde
Gesteditigen'en mobloges #c
„sieeler“ enhver Travl af Folelse om i Littera¬
i Pantomimens Kunst: Rhythmen og Musikken
Velkomübifald fra Publikum, og
tur, og Professionen som en Betendelse eder
stal stadig hores igennem, men Livet stal allige¬
sig til haus Wre og fulgte ham
sig ind i hele Selvet. Men vistnok er der over
vel rore sig frit ovenorer, ofte gaa udenom eller] Held for Opforeliens glatte Jorl##
Schnitzlers Stylke (som jeg ikke kender) en finere
pag tveers af Musilken og saa igen modes og!
og folsom Duft, som helt gik bort i det grove
Spil. Hr. Hofman skulde neppe have lignet!
en Impresario for 5. Rangs Artister og afle¬
veret sine Slagreplikker paa en saa bastant Fre¬
drik Hansensk Maade. Og en saa raa Stemme
og saa simple valsende Manerer som Fru Karen
Lunds kravede Figuren vistnok ikke; noget
eegte og menneskeligt tiltalende er der — efter flere
Replikker at domme — tankt ved den. Kun
Hr. Liebman holdt Figuren ned en passente
Blanding af adelig Hesteforstand og Gentleman¬
Dannelse.
Finere var „En Afskeds=Souper“
Stykket spilles i et Separatkabinet i en 1. Klac¬
ses Restaurant mellem Anatolo, hans Veninte
fra Balletten og hans Ven Max. Anatol er i
alle Schnitzlers Enaktere den forvaente, let¬
levende, men egentlig solsomme, stemningsstal¬
vende Kunstner (et lidt koket Udhangsbillede af
Forfatteren selv); Max er den kynist kommen¬
terende Ven, der „udstraaler en saadan kold,
sund Munterhed“. Og han skal nu bringe
Anatol over det lidt vanskelige Farvel, denne
noget brodebetynget agter at sige sin Balletdame,
da han sandt at sige — allerede i nogen Tid
har svcermet for — eg souperet med — en sod
lille Borgerpige. Men hele Historien er saa, at
Annie kommer ganste frejdig i samme Wrinde
til Souperen og uden paa negen Maade at
tynges af Situationen efterhaanden aabenbarer
sig som verende endeg et Par Hestehoveder
forud for Vennen i Troloshed. Saa at det
hele — som Max smilende havde forudsagt —
gaar „ganste glat“ endel glattere, end det, naar
det kommer til Stykket, passer for Anatols fol¬
somme og finere Nerver. Altsammen jo ikke af
nogen dybtgagende Interesse, og med en lidt
irriterende Tilskuestillen af mondan Frivolitel
og Ironi, men, naar man har veennet sig tl
Atmoffeeren og Tonen, egentlig baade fint og
livagtigt svingendei Stemningsnuancer og meget
sikkert i Tegningen. Men heller ikke her bevare¬
des — synes jeg — Dusten rigtig; Hr. Jo¬
hannes Poulsen forraadte ganste Digteren
ved at gore hans Muskefigur til et ensoldigt og
slapt 20=aarigt Fjols, og ogsaa Hr. Reu¬
mert tog meget usikkert og samlende paa Ven¬
nens Rolle, saa endog flere af dennes spirituelle
Repartier glippede. Frk. Ingeborg Larsen
gav vistnok lidt for meget det kantet tosede og
trostyldigt fordeervede Pigebarn, istedetfor den
forfarne Dansose, og hendes Slutningsreplikker
skal silkert vere sorglost freelke uden noget af
den hidsige Adeeskning, hvormed hun slyngede
dem ud. Det Hele var for greelt og stojende; det
skal holdes i den Wienervalsstemning af „senti¬
mental Munterhed, spogende Vemod“, hvorom
der tales i Stykket.
Saa var der endelig Pantomimen „Pier¬
[rettes Slor“, som jo ogsaa er spillet sor!