———
box 36/8
1. Panphlets offorints
007
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
Paris: „Er der et eneste ansteendigt Menneske, som nogensinde kan lade
— Beer-Hofmanns mest
vere med inderst inde at tenke paa Deden?“
kendte Arbeide er Skuespillet „Greven af Charolais“, der giver som en Es¬
tydningen af sine
sens af Digterens Vesen.
lan paa
En passant og i Tilslutning til Hermann Bahr og hans Kres kan nav¬
nes den markelige Wienerbohème Peter Allenberg, der dede i 1919
Linjer“
som en af sin Bys besynderligste litterere Originaler; en moderne Dio¬
hnitz¬
genes, et fint Menneske, der snakkede mere, end han skrev, og fik nesten
ned at
sterre Betydning som mundtlig Forkynder end som Skribent.
0g
Mere Lyriker end Dramatiker er Hugo von Hofmannsthal, som er 12
ins
Aar yngre end Schnitzler. Han er kendt af en Mangde Mennesker, som
knapt har market sig hans Navn og aldrig leest en Linje af hans dybsin¬
dige Lyrik; han plejer nemlig at skrive Teksten til Richard Strauss Ope¬
raer. „Rosenkavaleren“, der kaldes „Komedie til Musik“, er forfattet af
Hofmannsthal. Det var ogsaa hans Bearbejdelse af „Det gamle Spil om
Enhver“ som blev benyttet ved Opfereisen af den oprindeligt engelske
Moralitet paa Det kgl. Teater i 1914, fordansket af Digteren Johannes
Jorgensen. Hofmannsthal nyder Anseelse som en af de betydeligste Ny¬
romantikere. Han eisker gaadefulde og dunkle Felelser og leber derved den
Risiko selv at blive dunkel, forfalde til en underlig blodles Stiliseren
og fortabe sig i golde Refleksioner. Til Tider har man ved Lesningen af
hans Digte en Felelse af, at det slet ikke er Meningen med dem, at La¬
seren skal forstaa dem; blot man modtager et Indtryk af deres Ordmusik,
er Digterens Hensigt naaet. Hans Opbud af Ordpryd og skenne Adjek¬
tiver er vist uden Sidestykke i moderne ostrigsk Poesi, hvis sterste Navn
han er.
Det lyriske er paa en Gang hans Styrke og hans Svaghed; ogsaa
hans Dramaer er nemlig Lyrik; eller det bedste i dem er Lyrik, som en
af hans tyske Kritikere siger. Arbejder som „Tizians Ded“ eller „Daaren
og Deden“ kan betegnes som lyriske Monologer eller Dialoger. Anden
tterskab
rft
Betegnelse kan jeg heller ikke finde for hans „Smaa Dramaer“ af hvilke
atergengere vil
det forste i Samlingen: „Bjergvarket i Falun“ foregaar i Sverige, hvis
cke videre
det gjorde forov
man ter benytte et saa haandgribeligt Udtryk som foregaar.
ikke
med Hermann Bal
Foruden det serlig estrigske Hang til Melankoli finder man i dette
Grund til at beklage.
meget eksklusive og fornemme Forfatterskab af og til uventet kraftige
aa Wieneren Richard Beer-Hof¬
Farver og Effekter. Det geelder Digterverker som „Kvinden ved. Vin¬
paa Reolen, men viser afgjort
duet“ og „Eventyreren og Sangerinden“, hvori der rerer sig en sterkere
ham som for saa mange andre
Sensualisme end ellers hos Hofmannsthal og skabes Stemninger af Redsel
g Klage over Tilverelsens aldrig
og Gru, der kan minde Leseren baade om Edgar Poe og om Maêterlinck.
selv i de rigeste og skenneste
schnitzlers gribende Skuespil
tafer tysk Elite-Ensemble i
box 36/8
1. Panphlets offorints
007
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
Paris: „Er der et eneste ansteendigt Menneske, som nogensinde kan lade
— Beer-Hofmanns mest
vere med inderst inde at tenke paa Deden?“
kendte Arbeide er Skuespillet „Greven af Charolais“, der giver som en Es¬
tydningen af sine
sens af Digterens Vesen.
lan paa
En passant og i Tilslutning til Hermann Bahr og hans Kres kan nav¬
nes den markelige Wienerbohème Peter Allenberg, der dede i 1919
Linjer“
som en af sin Bys besynderligste litterere Originaler; en moderne Dio¬
hnitz¬
genes, et fint Menneske, der snakkede mere, end han skrev, og fik nesten
ned at
sterre Betydning som mundtlig Forkynder end som Skribent.
0g
Mere Lyriker end Dramatiker er Hugo von Hofmannsthal, som er 12
ins
Aar yngre end Schnitzler. Han er kendt af en Mangde Mennesker, som
knapt har market sig hans Navn og aldrig leest en Linje af hans dybsin¬
dige Lyrik; han plejer nemlig at skrive Teksten til Richard Strauss Ope¬
raer. „Rosenkavaleren“, der kaldes „Komedie til Musik“, er forfattet af
Hofmannsthal. Det var ogsaa hans Bearbejdelse af „Det gamle Spil om
Enhver“ som blev benyttet ved Opfereisen af den oprindeligt engelske
Moralitet paa Det kgl. Teater i 1914, fordansket af Digteren Johannes
Jorgensen. Hofmannsthal nyder Anseelse som en af de betydeligste Ny¬
romantikere. Han eisker gaadefulde og dunkle Felelser og leber derved den
Risiko selv at blive dunkel, forfalde til en underlig blodles Stiliseren
og fortabe sig i golde Refleksioner. Til Tider har man ved Lesningen af
hans Digte en Felelse af, at det slet ikke er Meningen med dem, at La¬
seren skal forstaa dem; blot man modtager et Indtryk af deres Ordmusik,
er Digterens Hensigt naaet. Hans Opbud af Ordpryd og skenne Adjek¬
tiver er vist uden Sidestykke i moderne ostrigsk Poesi, hvis sterste Navn
han er.
Det lyriske er paa en Gang hans Styrke og hans Svaghed; ogsaa
hans Dramaer er nemlig Lyrik; eller det bedste i dem er Lyrik, som en
af hans tyske Kritikere siger. Arbejder som „Tizians Ded“ eller „Daaren
og Deden“ kan betegnes som lyriske Monologer eller Dialoger. Anden
tterskab
rft
Betegnelse kan jeg heller ikke finde for hans „Smaa Dramaer“ af hvilke
atergengere vil
det forste i Samlingen: „Bjergvarket i Falun“ foregaar i Sverige, hvis
cke videre
det gjorde forov
man ter benytte et saa haandgribeligt Udtryk som foregaar.
ikke
med Hermann Bal
Foruden det serlig estrigske Hang til Melankoli finder man i dette
Grund til at beklage.
meget eksklusive og fornemme Forfatterskab af og til uventet kraftige
aa Wieneren Richard Beer-Hof¬
Farver og Effekter. Det geelder Digterverker som „Kvinden ved. Vin¬
paa Reolen, men viser afgjort
duet“ og „Eventyreren og Sangerinden“, hvori der rerer sig en sterkere
ham som for saa mange andre
Sensualisme end ellers hos Hofmannsthal og skabes Stemninger af Redsel
g Klage over Tilverelsens aldrig
og Gru, der kan minde Leseren baade om Edgar Poe og om Maêterlinck.
selv i de rigeste og skenneste
schnitzlers gribende Skuespil
tafer tysk Elite-Ensemble i