—
S
box 36/8
1. Panphlets offerint#
NIELS TH. THOMSEN
008
Jo fjarnere man staar Hofmannsthals Lyrik, der ter lignes ved en
Rose med skarpe Torne, desto gladeligere overraskes men ved at finde
ligefrem Humor i en Komedie som „Christinas Hjemreise“, der und¬
tagelsesvis handler om javnere Mennesker, sat op i et enklere Milie, end
Digteren ellers nedlader sig til at behandle. Men dette dramatiske Ar¬
bejde er i Hofmannsthals Forfatterskab den Undtagelse, som bekrefter
Regelen. En Gendigtning af hans Verker paa Dansk vilde vere en lige¬
saa uoverkommelig som utaknemmelig Opgave.
En forholdsvis beskeden Plads i Litteraturen indtager den elskvar¬
dige Felix Salten, der f. Eks. ikke navnes i en ellers udferlig Fremstilling
som Albert Soergels to Binds Verk: „Tidens Digtning og Digtere“, hvortil
jeg henviser serligt interesserede. Til Gengald nyder Salten stor Yndest
i Publikum, hvad der er let forklarligt; han har netop den Form for Vid,
den Wiener-Lethed og Gratie, som Östrigerne gouterer. Han er nem at
gaa til — i Modsatning til Hofmannsthal. Felix Salten, der er fodt 1869
i Budapest, begyndte som Teateranmelder, men blev siden Dramatiker.
Det omvendte plejer ellers at veere Tilfaldet, ialfald naar Dramatikere ikke
slaar an. Her i Byen spillede Folketeatret i sin Tid hans tre Enaktere
„Fra den anden Bred“; lysere i Klangfarven er „Gladens Bern“ (fra
1917); det er tre smaa Skuespil, som det kebenhavnske Publikum sik¬
kert vilde synes om. Endelig har Salten skrevet Noveller, en Roman og
en Rakke Essays, bl. a. en fornejelig Samling, han kalder „Det estrig¬
ske Ansigt“, og som paa en underholdende Maade bidrager til at faa op¬
klaret, hvad der er karakteristisk for det estrigske Fysiognomi.
Hvis man vil sammenligne Ostrigernes Litteratur med et stort Or¬
kestervark, hvad der kan ligge naer, naar det drejer sig om et saa musi¬
kalsk Folk, maa man selvfelgelig ikke tro, at man hur hele Partituret, fordi
man har faaet samlet de vigtigste af Wienerstemmerne. Der er andre baade
enklere og landligere, maaske endog kraftigere Toner, man maa have med
for at faa det hele til at klinge rigtigt. Eller med andre Ord: Den decide¬
rede Wiener-Kres, som hidtil er skildret, maa suppleres med Navne, der
ikke er knyttet til Hovedstaden. Af Forfattere fra Steiermarken kan anferes
Optimisten Wilhelm Fischer (fra Graz) og Rudolph Hans Burtsch, der
forst begyndte at skrive som 35-aarig Officer. Bartsch er meget last i
Middelstanden. Han staar paa Graensen mellem Underholdningsbegerne
og den egentlige Litteratur. Titlen paa en af hans Novellesamlinger: „Bit¬
tersede Karlighedshistorier“ virker som noget af en Selvkarakteristik. —
Kendte Forfatterinder er den moderne estrigske Litteratur ikke rig paa,
hvori det nu kan ligge; jeg navner Wienerinden Enrica von Handel-Maz¬
zetti, der fortrinsvis trakterer de gammeldags Instrumenter, og hvis hi¬
W1
S
box 36/8
1. Panphlets offerint#
NIELS TH. THOMSEN
008
Jo fjarnere man staar Hofmannsthals Lyrik, der ter lignes ved en
Rose med skarpe Torne, desto gladeligere overraskes men ved at finde
ligefrem Humor i en Komedie som „Christinas Hjemreise“, der und¬
tagelsesvis handler om javnere Mennesker, sat op i et enklere Milie, end
Digteren ellers nedlader sig til at behandle. Men dette dramatiske Ar¬
bejde er i Hofmannsthals Forfatterskab den Undtagelse, som bekrefter
Regelen. En Gendigtning af hans Verker paa Dansk vilde vere en lige¬
saa uoverkommelig som utaknemmelig Opgave.
En forholdsvis beskeden Plads i Litteraturen indtager den elskvar¬
dige Felix Salten, der f. Eks. ikke navnes i en ellers udferlig Fremstilling
som Albert Soergels to Binds Verk: „Tidens Digtning og Digtere“, hvortil
jeg henviser serligt interesserede. Til Gengald nyder Salten stor Yndest
i Publikum, hvad der er let forklarligt; han har netop den Form for Vid,
den Wiener-Lethed og Gratie, som Östrigerne gouterer. Han er nem at
gaa til — i Modsatning til Hofmannsthal. Felix Salten, der er fodt 1869
i Budapest, begyndte som Teateranmelder, men blev siden Dramatiker.
Det omvendte plejer ellers at veere Tilfaldet, ialfald naar Dramatikere ikke
slaar an. Her i Byen spillede Folketeatret i sin Tid hans tre Enaktere
„Fra den anden Bred“; lysere i Klangfarven er „Gladens Bern“ (fra
1917); det er tre smaa Skuespil, som det kebenhavnske Publikum sik¬
kert vilde synes om. Endelig har Salten skrevet Noveller, en Roman og
en Rakke Essays, bl. a. en fornejelig Samling, han kalder „Det estrig¬
ske Ansigt“, og som paa en underholdende Maade bidrager til at faa op¬
klaret, hvad der er karakteristisk for det estrigske Fysiognomi.
Hvis man vil sammenligne Ostrigernes Litteratur med et stort Or¬
kestervark, hvad der kan ligge naer, naar det drejer sig om et saa musi¬
kalsk Folk, maa man selvfelgelig ikke tro, at man hur hele Partituret, fordi
man har faaet samlet de vigtigste af Wienerstemmerne. Der er andre baade
enklere og landligere, maaske endog kraftigere Toner, man maa have med
for at faa det hele til at klinge rigtigt. Eller med andre Ord: Den decide¬
rede Wiener-Kres, som hidtil er skildret, maa suppleres med Navne, der
ikke er knyttet til Hovedstaden. Af Forfattere fra Steiermarken kan anferes
Optimisten Wilhelm Fischer (fra Graz) og Rudolph Hans Burtsch, der
forst begyndte at skrive som 35-aarig Officer. Bartsch er meget last i
Middelstanden. Han staar paa Graensen mellem Underholdningsbegerne
og den egentlige Litteratur. Titlen paa en af hans Novellesamlinger: „Bit¬
tersede Karlighedshistorier“ virker som noget af en Selvkarakteristik. —
Kendte Forfatterinder er den moderne estrigske Litteratur ikke rig paa,
hvori det nu kan ligge; jeg navner Wienerinden Enrica von Handel-Maz¬
zetti, der fortrinsvis trakterer de gammeldags Instrumenter, og hvis hi¬
W1