2. Cuttings
—
box 38/1
267
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
Der har veret noget underligt planlest over, hvad der er udkommen af
ham paa Dansk, snart paa det ene Forlag, snart paa det andet. Og skont vort
kongelige Teater havde stor Fornejelse af Enaktere som „Litteratur“, „Af¬
skedssouper“ „Den store Scene“, og af Balletten „Pierrettes Sler“ op¬
satte man stadig at give os den store, representative Schnitzler-Forestil¬
ling, som Digteren kunde have fortjent. Dr. Mantzius interesserede sig
meget for en Opfereise af den smukke Tragikomedie „Das weite Land“;
men det blev ved Forberedeiserne; og nu vilde Stykket maaske allerede
virke lidt „stavet“. Af Enakterne har den udspekulerede „Groteske“ „Den
gronne Kakadue“ nylig varet paa Tale; den er forlangst spillet i Stock¬
holm og regnes for at have den sikreste Teatervirkning af alle Schnitzlers
Skuespil; saa meget merkeligere er det, at den endnu aldrig er opfert
i Kebenhavn
Krigens brutale Omkalfatring og Omvurdering af snart sagt alle Li¬
vets Forhold har givet visse Partier af Schnitzlers anselige Forfatterskab
nasten historisk Patina; man synes, man befinder sig i en svunden Tid,
hvis Synsmaader og Tilstande aldrig mere vil blive taalt, naar man
leser et socialt Problem-Skuespil som „Freiwild“ med den feeldende
Skildring af Officerernes Standshovmod og det glimrende dialektiske Ind¬
lag mod Duel-Uvesenet; Grunden til, at jeg navner netop dette Stykke.
er den, at man for kort Tid siden har set det herhjemme paa det hvide
Lerred, iscenesat af n dansk Instrukter. Filmen var god nok, men
Handlingen forekom foreeldet.
I de sidste fire Aar har Arthur Schnitzler udgivet ikke mindre end
seks nye Arbejder, der alle er gaaet den danske Laseverden forbi; intet
af dem er blevet oversat; men naturligvis har en Del af vore mange
Schnitzler-Venner ikke forsomt at gere sig bekendt med dem paa Tysk.
Nu som fer kreser hans Personer gerne i Tankerne om Begreberne Liv
og Ded; og jevnligt mindes man om, at Forfatteren er Lage, „det eneste,
man aldrig kan holde op med at vaere,“ som han sagde til mig engang
under et Interview, og som han lader en af Hovedpersonerne i „Pro¬
fessor Bernhardi“ sige. Denne sterkt personlige Komedie, der er op¬
fort som Foreningsforestilling i Koncertpalaet, er forresten en sand Guld¬
grube for den, som gerne vil forstaa den specielt ostrigske Mentalitet,
der i Virkeligheden er vidt forskellig fra den tyske. Naar Professor
Bernhardi i femte Akt pludselig opgiver sin Kamp, saa er det hverken.
fordi han anser den for vunden eller tabt, men simpelthen, fordi han
vil hape Fred; og det forstaar Wieneren fuldt ud, Kobenhavneren maaske
ogsaa, Berlineren slet ikke:
Morsomt nok er der i et Par af Schnitzlers nyeste Varker Enkelthe¬
1
—
box 38/1
267
MODERNE OSTRIGSK LITTERATUR
Der har veret noget underligt planlest over, hvad der er udkommen af
ham paa Dansk, snart paa det ene Forlag, snart paa det andet. Og skont vort
kongelige Teater havde stor Fornejelse af Enaktere som „Litteratur“, „Af¬
skedssouper“ „Den store Scene“, og af Balletten „Pierrettes Sler“ op¬
satte man stadig at give os den store, representative Schnitzler-Forestil¬
ling, som Digteren kunde have fortjent. Dr. Mantzius interesserede sig
meget for en Opfereise af den smukke Tragikomedie „Das weite Land“;
men det blev ved Forberedeiserne; og nu vilde Stykket maaske allerede
virke lidt „stavet“. Af Enakterne har den udspekulerede „Groteske“ „Den
gronne Kakadue“ nylig varet paa Tale; den er forlangst spillet i Stock¬
holm og regnes for at have den sikreste Teatervirkning af alle Schnitzlers
Skuespil; saa meget merkeligere er det, at den endnu aldrig er opfert
i Kebenhavn
Krigens brutale Omkalfatring og Omvurdering af snart sagt alle Li¬
vets Forhold har givet visse Partier af Schnitzlers anselige Forfatterskab
nasten historisk Patina; man synes, man befinder sig i en svunden Tid,
hvis Synsmaader og Tilstande aldrig mere vil blive taalt, naar man
leser et socialt Problem-Skuespil som „Freiwild“ med den feeldende
Skildring af Officerernes Standshovmod og det glimrende dialektiske Ind¬
lag mod Duel-Uvesenet; Grunden til, at jeg navner netop dette Stykke.
er den, at man for kort Tid siden har set det herhjemme paa det hvide
Lerred, iscenesat af n dansk Instrukter. Filmen var god nok, men
Handlingen forekom foreeldet.
I de sidste fire Aar har Arthur Schnitzler udgivet ikke mindre end
seks nye Arbejder, der alle er gaaet den danske Laseverden forbi; intet
af dem er blevet oversat; men naturligvis har en Del af vore mange
Schnitzler-Venner ikke forsomt at gere sig bekendt med dem paa Tysk.
Nu som fer kreser hans Personer gerne i Tankerne om Begreberne Liv
og Ded; og jevnligt mindes man om, at Forfatteren er Lage, „det eneste,
man aldrig kan holde op med at vaere,“ som han sagde til mig engang
under et Interview, og som han lader en af Hovedpersonerne i „Pro¬
fessor Bernhardi“ sige. Denne sterkt personlige Komedie, der er op¬
fort som Foreningsforestilling i Koncertpalaet, er forresten en sand Guld¬
grube for den, som gerne vil forstaa den specielt ostrigske Mentalitet,
der i Virkeligheden er vidt forskellig fra den tyske. Naar Professor
Bernhardi i femte Akt pludselig opgiver sin Kamp, saa er det hverken.
fordi han anser den for vunden eller tabt, men simpelthen, fordi han
vil hape Fred; og det forstaar Wieneren fuldt ud, Kobenhavneren maaske
ogsaa, Berlineren slet ikke:
Morsomt nok er der i et Par af Schnitzlers nyeste Varker Enkelthe¬
1